Nyhed

Taylor Swift donerer millionbeløb til Kesha efter mislykket retssag

Swift og mange andre popstjerner støtter sangerinden, efter at ønske om tilhold ikke gik igennem

I lørdags den 20. februar blev sangerinden Keshas ønske om et tilhold imod sin producer Dr. Luke afvist. Bare to dage senere, i dag den 22. februar, støtter veninden Taylor Swift op om Kesha med en pengedonation på 250.000 dollars (1,7 millioner kroner).

Kesha havde søgt om at få et tilhold mod sin producer Dr. Luke, så hun dermed kunne få lov til at udgive musik fra et andet pladeselskab end producerens Luke's Kemosabe Records, som hører under Sony Records. Den 20. februar blev tilholdet afvist.

I oktober 2014 havde Kesha forsøgt at sagsøge Dr. Luke. Kesha beskyldte Dr. Luke for at tilbage i 00'erne at have bedøvet hende, hvorefter han skulle have voldtaget sangerinden. Dr. Luke afviste alt. Sagen foregår siddeløbende med sagen om tilholdet.


"For at vise sin støtte har Taylor Swift doneret $250.000 for at hjælpe Kesha med hendes finansielle fornødenhed under denne svære tid," skriver en talsmand for Taylor Swift ifølge Rolling Stone.

Swift er dog ikke den eneste kendte sangerinde, som har vist sin støtte over for den hæmmede Kesha. Lady Gaga, Lorde, Demi Lovato, Grimes, Lily Allen og Kelly Clarkson har alle udtrykt deres medfølelse og støtte på Twitter.

"#FreeKesha. Det her gør dig kun stærkere, din modige og smukke pige," skriver Lovato og fortsætter: "Jeg er frustreret over at se kvinder, der lukker op for deres fortid kun for at blive skudt ned og ikke troet på og respekteret for deres mod. Det sker alt for tit. Jeg er klar på, at kvinder bliver taget lige så seriøst som mænd. Vil nogen fortælle mig, hvorfor nogen nogensinde vil være modig nok til at komme frem, hvis de højst sandsynligt vil blive ignoreret eller kaldt en løgner?"


Under høringen ved Keshas fogedforbud tog højesteretsdommer Shirley Kornreich parti for Dr. Luke og Sony Music. Keshas advokat Mark Geragos havde ellers prøvet at overvinde dommeren blandt andet med argumentet, at en popstjernes karriere ofte er kort. Dermed kunne Keshas karriere blive "uopretteligt skadet", hvis ikke Kesha snart kunne begynde at indspille musik igen.

Kornreich dømte på baggrund af, at "der ikke har været nogle eksempler på uoprettelig skade", da Kesha har haft muligheden for at indspille musik uden Dr. Lukes tilstedeværelse. Kesha skal indspille seks album under Luke's Kemosabe Records ifølge sangerindens nuværende kontrakt, skriver Rolling Stone.  

ANNONCE