Elliphant, Velvet Volume og Gold Panda gæster blandt andre den eksperimentende festival
Til sommer er det 10 år siden, at den første Trailerpark Festival løb af stablen. Festivalen, som er kendt for sin eksperimenterende profil og alsidige line-up, har netop offentliggjort de første otte navne til festivalens 10-års jubilæum til sommer, som finder sted i hjertet af København i Enghaveparken 28.-30. juli.
Et af de større navne Trailerpark Festival offentliggør i denne omgang er svenske Elliphant. Ellinor Olovsdottir, som står bag Elliphant, er kendt for sin store nysgerrighed til musikken, hvilket er kommet til udtryk i en række eksperimenterende værker. Elliphant står ikke tilbage for at kaste sig ud i et mix af alternativ hiphop, synth-pop, dubstep og reggae. På grund af sin store kreativitet er Elliphant blevet sammenlignet med respekterede navne såsom M.I.A, Rihanna og Robin.
Det andet udenlandske navn Trailerpark Festival offentliggør i denne omgang er den britiske elektro-producer Derwin Schlecker alias Gold Panda. Ligesom Elliphant er Gold Pandas lyd meget eksperimenterende. Gold Panda fik sit gennembrud i 2010 med debutalbummet "Lucky Shiner" som fik stor anerkendelse med numre som "You", "Marriage" og "Vanilla Minus".
På r&b-fronten kan man opleve Phlake, som består af den danske duo Jonathan Elkaer og Mads Bo. Phlake slog for alvor igennem i 2015 med singlerne "So Faded". De to drenges musik er behagelig og sprød r&b – hvad de selv betegner som "rhythm and balls".
GAFFAs forside-aktuelle søskende-trio Velvet Volume gæster også årets Trailerpark Festival. Lyden af Velvet Volume leder tankerne mod 60'ernes og 70'ernes rock and roll. Sidste år imponerede pigerne på blandt andet Uhørt og Grim Festival og er nu klar på at gøre det samme til dette års Trailerpark Festival.
I den mere poppede ende af skalaen finder vi endnu en trio, nærmere bestemt Chinah, som er kendt for deres elektro-poppede lyd, der er inspireret af blandt andre James Blake og Blood Orange, hvilket tydeligt kan høres.
Er man mere til elektro-rock vil der også være mulighed for at opleve dette med EXEC – et musikprojekt, Veto-forsanger Troels Abrahamsen har givet sig i kast med. Modsat Abrahamsens tidligere arbejde i Veto har EXEC et analogt udtryk, som udelukkende er bygget op omkring et klaver og Abrahamsens markante vokal.
Duoen Gents gæster også den københavnske festival. Duoen fandt hinanden igennem en fælles passion for 80'ernes synth og trommemaskiner. Netop denne lyd af 80'er synth-pop har Gents formået at rendyrke.
Jamaika. Under en tur i fængsel sidste år udviklede den 20-årige rapper debutnummeret "God Dage Venter", som omhandler livet på den anden side af fængslets mure. Jamaika bruger hverdagen som afsæt for sin musik, hvilket har resulteret i nogle ærlige og dragende fortællinger.
Selv beskriver festivalen sit påbegyndte program til at være for de nysgerrige og kvalitetsbevidste:
"Vi præsenterer et line-up, der har et frisk perspektiv i forhold til de andre danske festivaller, som vores gæster ellers besøger. Vi glæder os bare til at offentliggøre endnu flere navne, så folk kan se, hvor stærkt et musikprogram der vil være til festivalens 10 års jubilæum," siger Tom Spray, som er ansvarlig for musikbooking på Trailerpark Festival.
Foruden gode musikoplevelser vil festivalen i anledningen af 10-års jubilæet fokusere på en række elektroniske live-acts og dj's til de sene nattetimer, hvor gæsterne virkelig får muligheden for at feste igennem og danse til den lyse morgen.
Find billetter til Trailerpark Festival via GAFFA.dk/festivalguide.