Den britiske superstjerne nægtede at stoppe festen, da han sidste år gæstede Roskilde
Nedenfor kan du tjekke det mere eller mindre famøse klip af den også i år Roskilde-aktuelle superstjerne Damon Albarn, der ikke uden videre ville forlade Roskilde Festival-scenen sidste år.
Episoden udfolder sig efter en godt og vel fem timer lang koncert, som den britiske sanger, i selskab med Africa Express, lukkede sidste års Arena-scene af med.
Klokken 4 søndag morgen var en afslutning på Africa Express' koncert, som blandt andet var under ledelse af Damon Albarn, undervejs, men en feststemt Albarn var ikke klar på at se enden.
I stedet ses en veloplagt Albarn i gang med at opildne publikum til ekstranummer og på ingen måde parat til at forlade Arena-scenen.
Ifølge GAFFAs anmelder Torben Holleufer ender koncerten lettere skandaløst, da Roskilde Festivals verdensmusikbooker stopper festen, hvorefter Albarns tourmanager – bogstavelig talt – bærer den verdenskendte musiker ned fra scenen og dermed stopper festlighederne og lader et opstemt publikum gå hjem på et antiklimaks.
Roskilde Festival og Damon Albarn er dog stadig gode venner, hvorfor Albarn også i år kan opleves på festivalen.
Find billetter til Roskilde Festival via GAFFA Live.