Nyhed

Video: Se Father John Misty og Lana Del Rey i passioneret svingom

Divaen og den skæggede sangskriver er klar med psykedelisk musikvideo til sangen Freak

Singlen "Freak" fra Lana Del Reys seneste plade "Honeymoon" fra 2015 er netop udkommet som musikvideo. I videoen, som kan ses nedenfor, får Del Rey selskab af den koncert-aktuelle indie-rock-kunstner og singer-songwriter Father John Misty – dog kun på billedsiden, ikke på sang.

Father John Misty, som i videoen fremstår som en slags kult-leder, deler en passioneret dans med Lana Del Rey i den nye musikvideo, der er fuld af referencer til stoffer. Efter svingommen fortsætter videoen med en afspilning af Claude Debussys "Clair de Lune", imens to kvinder fortsætter i en stille dans under klart blåt vand. Senere deltager Father John Misty også i denne trippede dans under vandet.

Lana Del Rey har længe været stor fan af Father John Misty. I 2013 udtalte sangerinden følgende til Radio.com: "Jeg lytter ikke til særlig meget nyt musik, men jeg elsker virkelig Father John Misty, som minder mig meget om mine rødder." Så sent som i november sidste år fortalte Lana Del Rey, at hun er Father John Mistys største fan.


Tilbage i 2014 gæstede Father John Misty en række af Lana Del Reys koncerter i USA og er altså nu også aktuel i hendes nyeste musikvideo "Freak", som kan ses nedenfor.

Father John Misty giver koncert i Danmark den 27. maj på Train i Aarhus og den 28. og 29. maj i Falconer Salen i København.


ANNONCE