Nyhed

Black Sabbaths eks-trommeslager: Det har de aldrig sagt!

Bill Ward benægter, at han er blevet tilbudt at spille til gruppens allersidste koncert

Striden er atter blusset op mellem hardrock-veteranerne Black Sabbath og trommeslageren Bill Ward (nummer tre fra venstre på foto), som forlod bandet i 2012 efter at have spillet med dem siden begyndelsen i 1968 og frem til 1980, on-off i 80'erne og 90'erne og igen fra 1997. Black Sabbath har netop indledt deres afskedsturné, som bringer dem til Copenhell til juni.

Black Sabbaths bassist Geezer Butler udtalte for nylig til radio.com, at gruppen havde tilbudt Ward at spille med bandet til Black Sabbaths allersidste koncert, men at denne havde afslået. Nu fortæller Ward til Rolling Stone, at han aldrig har modtaget et sådant tilbud – som han i øvrigt heller ikke ville tage imod.

"Da turnéen var bekræftet, kontaktede mit management Black Sabbaths management for at høre, om de var interesserede i at diskutere min deltagelse i touren eller ej. Vi fik at vide, at de ikke var interesserede. Det er den sidste samtale, vi har haft angående turnéen," siger Bill Ward til Rolling Stone.


Han fortsætter: "Jeg vil sige, at jeg ikke ville spille en enkelt koncert, når jeg er fuldt og helt i stand til at turnere. Jeg ville heller ikke godkende deres usande udtalelser om min helbredstilstand ved kun at spille en koncert. Desuden ville jeg heller ikke dukke op for bare nogle af vores fans og ikke alle vores fans, når jeg kunne have spillet mange koncerter."

Ozzy Osbourne: Bill Ward er utroligt overvægtig

Bassist Geezer Butler udtaler i interviewet til radio.com, at han og Bill Ward på trods af de professionelle stridigheder stadig er gode venner, og at han ikke vil blande sig i de diskussioner, der har været mellem Ward og Sabbath-sanger Ozzy Osbourne i offentligheden.


I 2012 skrev Bill Ward i et længere indlæg, at han havde forladt Black Sabbath, fordi han "ikke kunne få en ordentlig kontrakt".

I 2013 udtalte Black Sabbaths forsanger Ozzy Osbourne omvendt til New York Daily News, at grunden til, at Bill Ward ikke længere var en del af gruppen var, at han var "utroligt overvægtig. (...) Han har allerede haft to hjertetilfælde. Jeg vil ikke være ansvarlig for hans liv."

Black Sabbath udgav i 2013 comebackalbummet "13" (deres første studiealbum med Osbourne siden 1978), hvor trommerne blev spillet af Brad Wilk fra Rage Against the Machine. På gruppens efterfølgende turnéer har trommeslageren været Tommy Clufetos, som også spiller i Ozzy Osbournes soloband. Bandets officielle lineup er nu sanger Ozzy Osbourne, guitarist Tony Iommi og bassist Geezer Butler, der alle har været med siden starten – selvom både Osbourne og Butler har været ude af bandet i perioder.


Black Sabbaths afskedsturné havde premiere 20. januar i Omaha, Nebraska og fortsætter indtil videre til 21. september i Phoenix, Arizona.

Da Black Sabbath spillede i Forum i november 2013, uddelte GAFFAs anmelder Espen Strunk fire stjerner under overskriften "Værdig svanesang fra banebrydende band". Læs hele anmeldelsen her.

Se det fuldtallige Black Sabbath spille klassikeren "Iron Man" fra 1970 i 1999:

ANNONCE