Blandt andre Troels Abrahamsen og Allan Olsen melder sig under fanerne
Frost Festival finder sted rundt om i København hele februar med koncerter på andre lokaliteter end de traditionelle spillesteder og med fokus på samspillet mellem musik, arkitektur og lyskunst.
Festivalen har netop offentliggjort, at den indtager Arbejdermuseets Festsal over tre dage med i alt fem kunstnere. Tirsdag den 23. februar kan man opleve den islandske singer-songwriter og P6 Beat-favorit Június Meyvant og det danske dreampop-band Lowly, onsdag den 24. februar kan man høre den ukrainske pianist Lubomyr Melnyk og Troels Abrahamsens nye klaverbårne soloprojekt Exec, og fredag den 25. februar giver Frederikshavns fremmeste sangskriver og nu også selvbiografi-forfatter Allan Olsen en solokoncert.
Június Meyvant
Június Meyvant blander folk, r&b og soul og har sidste år hittet solidt på P6 Beat med sangen "Color Decay" fra hans debut-ep "EP". Hør eller genhør den herunder.
Lowly
Aarhusianske Lowly spiller drømmende indiepop med to skiftende forsangere, Soffie Viemose og Nanna Schannong, og udgav i efteråret 2015 debut-ep'en "Sink Way into Me" på det markante engelske pladeselskab Bella Union. Et selskab, der også udsender navne som Beach House, John Grant og andre danske bands som Kissaway Trail og Treefight for Sunlight.
Lubomyr Melnyk
Skønt ukrainske Lubomyr Melnyk er klassisk skolet, har han gennem årene udviklet sin egen stil: "Continuous music", som kulminerede i sidste års album "Rivers and Streams". Lubomyr Melnyk har her, som albumtitlen hentyder, ladet sig inspirere af flodens konstante strøm. Roligt fordybet i musikkens evighed er Melnyks kompositioner i familie med andre neo-klassicistiske Frost Festival-favoritter som A Winged Victory For The Sullen og Nils Frahm.
Exec
Exec er Veto-forsangeren og solokunstneren Troels Abrahamsens nye projekt, hvor han har fokus på klaverbårne, afdæmpede sange uden elektronik. Execs debutalbum "The Limber Real" udkommer 12. februar.
Allan Olsen
Trubaduren fra Frederikshavn albumdebuterede i 1989 og fik for alvor fat i publikum i 90'erne med album som "Pindsvin i Pigsko" (1992), "Jern" (1996) og "Sange for Rygere" (1998). Succesen er fortsat ind i det nye årtusinde, og Olsens seneste album, "Jøwt" fra 2013, delvist indspillet på vendelbomål, fik platin for 20.000 solgte eksemplarer. Olsens nyeste udgivelse er den anmelderroste selvbiografi "Tilfældigt Strejfet" fra efteråret 2015.
Forsalget til koncerterne begynder fredag den 15. januar klokken 10 via frostfestival.dk