Her er guldet: Eagles for begyndere – album for album

Mandag den 18. januar døde Glenn Frey, guitarist og sanger i Eagles, af komplikationer efter blandt andet lungebetændelse, 67 år gammel. Vi gennemgår her gruppens udgivelser album for album og giver det stjerner på en skala fra 1 til 6 (artiklen er skrevet før Freys død og har tidligere været publiceret i et tillæg til GAFFA, men har ikke tidligere været bragt på GAFFA.dk). Læs også denne store portrætartikel om Eagles: "Hedonistiske ørne på himmelflugt."

Eagles - 1972

(Asylum Records / Warner Music)

***

Det første album var produceret af Glyn Johns og er countryrock i ren aftapning. Ekkoet fra Echo Park var i frisk erindring med hits i form af Jackson Browne-træfferen Take It Easy, som havde fået det afgørende sidste touch af Glenn Frey. Sangen symboliserer selve soundtracket til 1970'er-drømmen om sorgløse dage under Californiens sol. Andre populære tracks var Bernie Leadons og Don Henleys Witchy Woman og den smukke Poco-agtige Peaceful Easy Feeling.

Desperado - 1973

(Asylum Records / Warner Music)

****

Igen er Glyn Johns bag knapperne og fastholder det stadigt mere modvillige orkester i countrystilen. Albummet er et konceptalbum med udgangspunkt i Det Vilde Vesten og Outlaws som Dalton-brødrene (ingen reference til Lucky Luke i øvrigt!). Titelsangen er et eksempel på Don Henleys stemme i fuld blomstring. Et af bandets bedste sange. Desuden skal fremhæves Tequila Sunrise og Doolin-Dalton. Pladen er stadig countrystil med Bernie Leadon som markant del med sin banjo og dobro. God plade.

On The Border - 1974

(Asylum Records / Warner Music)

****

Tid til at skrue op med et album, der tegnede fremtiden. Don Felder er kommet med på elektrisk guitar, og han spreder guld. Åbneren Already Gone er tidstypisk og flyver derudad på solidt guitarspil og hamrende flotte flerstemmige vokaler. Andre vigtige ting er den noget oversete hyldest til en filmhelt, der var "too fast to live, too young to die", James Dean. Desuden går man totalt country med grædende steelguitar på OL' 55, som er sentimental på grænsen til plat. Skrevet i øvrigt af Tom Waits. Bluegrass-nummeret Midnight Flyer er også et højdepunkt.

One Of These Nights - 1975

(Asylum Records / Warner Music)

*****

Titelsangen er et skridt videre hen mod en mere funky tilgang med inspiration fra den soul-disko, som sangskriverparret Gamble & Huff stod for med The Philadelphia Sound. Parret Henley og Frey er på toppen, og der er vokale ting fra Meisner, der vil noget. Andre højdepunkter er Lyin' Eyes, hvor mænd er onde kvinders ofre – bandets tidligere kærester kalder den humoristisk for Lyin' Guys. Take It To The Limit er et andet højdepunkt. Countrydrengen Leadon siger farvel med Journey Of The Sorcerer. Foreløbig bedste plade, som også blev bandets første nummer 1 i USA.

Their Greatest Hits (1971-76) – 1976

(Asylum Records / Warner Music)

*****

Normalt medtager vi ikke opsamlingsplader, men her gør vi en undtagelse. Det album, der har solgt flest eksemplarer i USA nogensinde er samtidig en streg i sandet. Et vue tilbage til de største øjeblikke i det oprindelige bands historie på et tidspunkt, hvor banjovirtuosen Bernie Leadon endegyldigt et tjekket ud med folkemusikken under armen, og bassist Randy Meisner er kraftigt på vej mod udgangen. Alle de bedste tracks fra de fem første skiver, som falder i et naturligt miks. En af to plader, man bør have, hvis man er til Eagles. Den anden er…:

Hotel California - 1976

(Asylum Records / Warner Music)

*****

Pladen, hvor Eagles når toppen af deres ydevne. Titelsangen har en smågenial tekst og er en klassiker, og d'herrer Don Felder og Joe Walsh følger os til dørs med en af rockhistoriens mere berømte guitarsoloer. Bernie Leadon er nu fortid, og der er andre godbidder i form af New Kid In Town, som den gamle ven fra Echo Park-dagene, John David Souther har en kraftig del i. Skæbnens ironi vil dog, at vennerne i Fleetwood Mac udsender deres legendariske album Rumours samtidig og efterfølger rydder skabet med Grammyer. Life In The Fast Lane er en anden af de store sange på et usædvanligt godt album.

The Long Run – 1979

(Asylum Records / Warner Music)

***

Intensiv turnévirksomhed efter forgængeren, samt afgang fra bassisten med den fede stemme. Ny mand er Timothy B. Schmit, der ligesom Meisner kom fra Poco. Stofproblemer og intern forvirring præger et ujævnt album, der tog alt for lang tid at indspille. Det forventningsfulde publikum sørgede dog for, at den gik direkte ind på 2. pladsen og tog skridtet til toppen – trods alt. Der står nu Henley og Frey på det meste, og der er gode sange i form af Heartache Tonight, titelsangen og The Sad Café. Bandets opløsning lurer.

Eagles Live – 1980

(Asylum Records / Warner Music)

****

Opløsningen er endelig 31. juli efter en koncert i Long Beach. Henley og Frey er nu uvenner og mikser i hvert sit studie på henholdsvis øst- og vestkysten. Men der er en række gode indspilninger, og folk som Walsh og Felder gør altså meget godt på en scene, ligesom Henley heller ikke holder sig tilbage med den markante stemme. En veritabel greatest hits-samling med optagelser fra 1976 og 1980. Mange gode momenter og selvfølgelig en solid udgave af Hotel California, ligesom der synges flot på mange kor. Okay liveskive.

Hell Freezes Over – 1994

(Geffen Records / Universal Music)

****

Drengene er nu blevet til mænd og finder den kreative åre i unplugged liveprogram på MTV. Indeholder fire nye tracks indspillet i studiet, og på dvd-udgaven findes den gamle Joe Walsh-klassiker, Help Me Through The Night, som tilbage i 1976 markerede indgangen til samarbejdet med Eagles på hans fede livealbum You Can't Argue With A Sick Mind. Den akustiske udgave af Hotel California blev også spillet rigtigt meget i kølvandet på MTV-showet. Albummet markerer indgangen til pensionistudgaven af Eagles…

Long Road Out Of Eden (2CD) – 2007

(Universal Music)

***

Eagles overrasker med album, hvor lyden er fremragende og vokalerne helt igennem suveræne. Don Henley har de senere år været meget optaget af klimaet, og det skinner igennem i teksterne, og det klæder Eagles at være politiske. De to cd'er er med materiale af forskellig kvalitet, men specielt titelsangen med den arabiske intro og fed guitarsolo af Walsh og de to singleudspil How Long og Busy Being Fabulous fungerer virkelig godt, og albummet peger overraskende nok fremad i stedet for at dvæle ved fortiden. Ret god plade trods svage øjeblikke.