Sangerinden skulle forsøge at skabe sit eget gennembrud i Hollywood ved at skrive manuskript og selv spille hovedrolle i egen film
Det er ikke nok at regere kun i poppens verden for Beyoncé. Nu er det kommet frem, at sangerinden har i sinde at skrive manuskript og selv spille hovedrollen i sin egen film, baseret på Saartjie Baartmans liv. Det skriver NME.
Baartman var en sydafrikansk kvinde, som blev gjort til slave og fremvist i et såkaldt "freak show" i 1800-tallet på grund af hendes store bag. Ifølge bladet The Sun har superstjernen hyret et hold af undervisere i skuespil og forfattere til at hjælpe hende med at bringe historien til det store lærred.
Det er ikke første gang, at Beyoncé optræder på det store lærred. Hun spillede blandt andet Foxxy Cleopatra i den tredje Austin Powers-film, "Goldmember", i 2002, og Deena i "Dreamgirls" i 2006. En kilde i Hollywood afslører dog, at Beyoncé forsøger at opnå troværdighed i film-kredse, noget hun mener er gået hende forbi i hendes filmkarriere.
Kilden siger. "Beyoncé er desperat efter at blive taget seriøst som skuespillerinde. Selvom hun har medvirket i en række velmodtagne film, føler hun stadig, at hendes gennembrudsrolle lader vente på sig. Nu vil hun skrive et manuskript, der giver hendes respekt - og forhåbentlig priser - fra filmindustrien, og hun mener, at Saartjies historie kunne være hendes chance."
Beyoncé medvirkede på Coldplays seneste album, "Head Full Of Dreams", der udkom i begyndelsen af december, på nummeret "Hymn For The Weekend". Hun var sidst selv albumaktuel med sit selvbetitlede udspil, "Beyoncé", fra 2013. Det modtog fem stjerner af GAFFAs Michael José Gonzales, der blandt andet skrev: "Den kære Beyoncé tog røven på alle, da hun ganske uannonceret natten til fredag smed et helt nyt album på gaden – endda med 17 tilhørende musikvideoer til de 14 numre, der alle indtil videre kun kan købes som samlet album – det er sgu god og selvsikker stil. Og det samme kan heldigvis siges om albummet, der er meget mere end bare et smart stunt."