Nyhed

Rainbow Bar and Grill holder gravøl for Lemmy

Er du Motörhead-fan og er pengepungen i orden, kan du komme til gravgilde på legendens stamsted på lørdag

Rainbow Bar and Grill mistede deres nok mest berømte stamgæst, da Lemmy Kilmister døde den 28. december. Nu fejrer baren legendens liv, og alle - der har mulighed for at komme - er inviterede lørdag den 9. januar.

Lemmy bosatte sig i Los Angeles i 1990. Han endte med at bo i en toværelses to blokke fra Rainbow Bar and Grill, som var hans yndlingssted, når han ikke var på landevejen. Han var et trækplaster for stedet, da fans valfartede til for at møde deres idol, der efter sigende altid skulle have været imødekommende.

Mikael Maglieri, der ejer Rainbow Bar And Grill, besøgte Lemmy i hans sidste dage, hvor han medbragte det computerspil, som legenden altid spillede, når han var på besøg. Han var også til stede, da Lemmy faldt i søvn og sov ind. 


Det vil koste to danske fans ca. 10.000 kroner i rejseomkostninger (tur/retur, eksklusiv druk i baren) at komme til gravgilde på Lemmys stamsted, men er opsparingen i orden, er det bare om at få booket billetter i en fart. Og håbe på, at den forholdsvis lille bar ikke er proppet, når tiden er. Læs mere om arrangementet her.

I sit sidste tv-interview, foretaget af tysk tv, forestillede Lemmy sig, at han ville vende tilbage som spøgelse. Dog hovedsageligt for at spøge til Tears For Fears-koncerter. Det kan selvfølgelig være, at han beslutter sig for lige at spøge på sit stamsted en sidste gang.

 

Join us Saturday, January 9th as we say goodbye to a dear friend and loved one. We will open our doors at 2pm.

Opslået af RAINBOW BAR AND GRILL på 2. januar 2016
ANNONCE