Nyhed

Breaking: Trailerpark Festival lukker

Festivalen, der i år fejrer 10 års jubilæum, lukker og slukker efter sommerens festival

Når musikken klinger ud på dette års Trailerpark Festival lørdag den 30. juli, bliver det for sidste gang. Festivalen, der i år fejrer 10 års jubilæum, drejer nemlig nøglen om og lukker og slukker efter sommerens festival. Det sker dog ikke af økonomiske årsager, men snarere i ønsket om at stoppe på toppen, mens legen er god.

"Vi har besluttet at Trailerpark Festival lukker efter sommerens festival," lyder det kort i en pressemeddelelse i dag.

Festivalen har igen i år tegnet sig som en stor succes. Der har atter været udsolgt af partout-billetter og det ser endda ud til, at festivalen sætter en publikumsrekord. Selvom der har været langt flere partout-billetter til salg i år og enkeltbilletterne ligeledes er røget i stor hast, har der stadig været stor efterspørgsel.
 
"Det er en af de hårdeste beslutninger, jeg nogensinde har skullet tage, da det er mit hjertebarn, og festivalen har aldrig været mere populær end i dag, men dette er også grunden til, at vi lukker festivalen. Jeg tror på, at man altid skal udfordre sig selv og prøve noget nyt, og vi vil gerne vil slutte på toppen," siger Carla Cammilla Hjort, som stiftede festivalen for 10 år siden.  

Trailerpark startede som en lille fest for et par tusinde mennesker, men er vokset år efter år og samler i dag 10.000 mennesker over tre dage. Festivalen adskiller sig fra en række af de store kommercielle festivaler i det danske festivallandskab, da det er en legeplads og eksperimentarium for en bred række af kreative udtryk. Festivalen har et særligt fokus på fremadstormende talenter på både kunst, teknologi og musikscenen og festivalen er stedet hvor man har kunne høre Quadron, Oh Land, Turboweekend, MØ og en række andre navne, før de slog bredt igennem.

På årets program er blandt andet Liss, Velvet Volume, Vinnie Who, Anne Linnet, Gilli, Jærv, EXEC, Chinah, Wangel og Kentaur. Læs mere her.

ANNONCE