Nyhed

Foals, The Entrepreneurs og Jacob Bellens besøgte GAFFAs stand på Roskilde

Eksklusivt interview med Foals og musik med The Entrepreneurs og Jacob Bellens i dag på GAFFAs stand på Roskilde Festival

Roskilde Festival er i fuld gang, og ligesom sidste år har GAFFA en stand på festivalpladsen. I år ligger vi lige bag tribunen neden for Orange Scene i en campingvogn, og her kan du se live-interviews med en lang række af de optrædende navne på festivalen. De fleste af dem giver også et nummer eller to, og du kan selv stille spørgsmål til dem. Programmet er som følger:

 

Fredag 15.00 Foals (interview, nye på programmet)


Fredag 17.30 Entrepreneurs (interview og musik)

Fredag 19.20 Jacob Bellens (interview og musik)

Lørdag 15.30 Blaue Blume (interview)


Lørdag 16.30 Chinah (interview og musik)

 

I dag var vi så heldige at få besøg af Yannis Philippakis og Jack Bevan fra den britiske gruppe Foals, som senere på dagen skulle spille på Orange Scene kl. 18. De fik en snak med GAFFAs Henrik Tuxen om live-koncerter, inspirationskilder, EM og Brexit. Foals spillede også på Roskilde Festival i 2011, men det havde de tilsyneladende glemt, for forsanger og guitarist Yannis Philippakis lagde ud med at sige: ”Det ser ud til at være en rigtig god festival. Vi har aldrig været her før, men det er dejligt at være her”. Derefter faldt snakken på gruppens live-koncerter, som de er blevet kendt for. I 2013 vandt Foals således prisen ”Best Live Act” ved Q Awards. ”Det er ikke sådan, at det(at spille live, red.) er vigtigere end at indspille, men vi elsker at spille live”, sagde Philippakis inden han reflekterede over vigtigheden af interaktion med publikum: ”Det er vigtigt, og det er dét, der gør det værd at spille live”. Derefter faldt snakken på, hvad der inspirerer de fem Oxford-drenge, hvortil trommeslager Jack Bevan sagde: ”Vi er fem i bandet, og vi har forskellig smag. Det ville være kedeligt, hvis vi kun havde én retning. Det er de forskellige inspirationer, der gør det sjovere”. Da Henrik Tuxen spørger, om de selv skal opleve nogle koncerter på dette års Roskilde Festival, svarer Bevan: ”Jeg skal se fodbold, for Wales spiller og min familie er fra Wales”. Philippakis tilføjer: ”Jeg skal ikke se fodbold. Det har ikke været en særlig god uge for England. Vi har fucket op på så mange måder på det sidste”, med hentydning til Brexit og nederlaget til Island ved EM.


Foals spillede på Orange Scene i dag kl. 18. Læs Christian Erin-Madsens anmeldelse af koncerten her.

Kl. 17:30 gæstede The Entrepreneurs GAFFAs campingvogn på Roskilde Festival. Først tog GAFFAs Henrik Tuxen en snak med de to drenge om deres nye ep, et kommende debutalbum og deres bedste koncertoplevelser på Roskilde Festival, hvorefter de gav en smagsprøve på, hvad publikum kan forvente af morgendagens koncert på Avalon kl. 12:15. Det sidste år er gået med at spille koncerter med musik fra deres første ep ”Tony Rominger”, som udkom 1. april i år. ”Vi har spillet nogle store steder, så det er rigtig fedt at stå her og spille i en campingvogn”, siger forsanger Mathias Bertelsen. The Entrepreneurs har endnu ikke udgivet et debutalbum. ”Det kommer, men vi ved ikke hvornår. Vi arbejder benhårdt på det”, fortæller basist Anders Hvass. Da Henrik Tuxen spørger ind til Mathias’ og Anders’ bedste koncert oplevelse, svarer de henholdsvis Bruce Springsteen og Savages(som spillede i går).

Oplev The Entrepreneurs på Avalon i morgen kl. 12:15


Kl. 19:20 kiggede sangskriveren fra I Got You On Tape og Murder Jacob Bellens forbi for at spille et par numre og til en snak om sine arbejdsmetoder og ukuelige musikalske produktivitet. Jacob Bellens har i lang tid skrevet musik til bl.a. I Got You On Tape og Murder, men er nu godt i gang med at etablere sig som soloartist. Meget af Jacobs musik bliver til på hans stamkaffebar over en kop filterkaffe og et glas vand – en arbejdsproces der, ifølge Jacob selv, passer ham fint: ”Jeg har altid godt kunnet lide at være mobil, og at kunne skrive ligegyldigt hvor jeg er”. En arbejdsform der har ført til et utal af sange, og selvom det ikke er alle sange der altid fungerer, så er det ikke desto mindre en arbejdsform der, ifølge Jacob selv, passer ham godt. ”I perioder skriver jeg rigtig meget og i andre perioder kan der gå op til flere måneder hvor jeg slet ikke skriver, fordi jeg ikke har lyst”. Alligevel er det blevet til tre soloalbum på godt og vel tre år. Jacob Bellens har været på Roskilde Festival mange gange, og blandt de koncerter som står klarest i hans erindring som de bedste, fremhæver han Cocteau Twins i 1996 og Stereolab i 1997.

Jacob Bellens spillede på Avalon i dag kl. 15:00

Husk, at du i morgen kan se live-interview med Blaue Blume og Chinah. Sidstnævnte vil også spille et par numre i forbindelse med interviewet.


ANNONCE