Nyhed

Føljeton: I Natasjas fodspor – del 2

GAFFAs Henrik Bæk tegner et spændende portræt af den kendte pige fra Bryggen, der ikke alene gjorde sig bemærket i USA og Danmark, men som også formåede at vinde det ellers så kritiske jamaicanske publikums hjerter

Karen Mukupa var en fast bestanddel af Natasjas liv siden de mødte hinanden som helt unge teenagere. Sidenhen dannede de duoen No Name Requested, hvor et af højdepunkterne blandt andet var at varme op for Queen Latifah i Amager Bio. Sammen nåede de at udsende singlerne Colors Of My Mind (1992) og Come Ina De Dance (1993) på Mega Records.

På Midtfyns Festival

Jeg mødte Karen en formiddag i det indre København, hvor hun oplagt fortalte om tiden med Natasja, der for altid skulle ændre hendes liv.

"Mit første møde med Natasja var på Midtfyns Festival, hvor jeg var sammen med nogle af mine venner fra Djursland og Natasja sammen med nogle af side københavner-venner. Vores venner kendte hinanden og pludselig ser jeg denne lidt eksotiske pige med muslingeskaller i håret, næse-ring og halv-dreadlocks," begynder Karen interviewet.

"Hun var bare enormt spændende - måske var det mit eget ’afrikanske jeg’, der ligesom var nysgerrig om, hvem er hende her, den blandede pige, der bare var så markant anderledes. I virkeligheden var det nok mig, der startede med at sige ’hej’, men kunne også mærke, at Natasja var nysgerrig på, hvem jeg var, og at jeg var fra Afrika. Selv var jeg 15 år gammel og var lige kommet alene herop til Danmark fra Tanzania for at få en uddannelse. Jeg blev meget fascineret af hendes vildskab, som jeg mærkede helt fra starten."

De to unge teenagere begyndte at komme i BarBue i 1989, hvor reggaediskoteket Sky Juice og jamaicaneren Supa Mikes spillede reggae hver fredag aften. Det var sådan en aften, efter Natasja havde været på scenen og fyre sit raggamuffin af, at begivenhederne for alvor tog fart mellem de to piger.

Karen husker det hele meget tydeligt: "Jeg synes, hun var megafed og Natasja spurgte, om ikke jeg ville med hende hjem og sove. Om morgenen fandt vi ret hurtigt ud af, at vi skulle lave et band sammen."


No Name Requested

Bandet kommer til at hedde No Name Requested. I begyndelsen er de tre piger. Karen kalder sig Zambone, hendes veninde kalder sig McEmzee, og Natasja optræder allerede under kunstnernavnet Livingstone.


No Name Requested huskes stadig som et fænomen der revolutionerede dansk hip hop og reggae og var blandt andet de første til at fusionere reggae med hip hop og lancerede deres egen form for dancehall, kaldet raggamuffin.

Blot et par måneder efter at No Name Requested er dannet, skal pigerne varme op for den store rapstjerne Queen Latifah, hvilket skulle blive en kæmpeoplevelse for de tre piger. Det var i Amager Bio i 1990.

"Jeg var så nervøs. For det første hakkede vores DAT-bånd, og vores dj kom to timer for sent. Det var så kaotisk det hele, og jeg husker, at jeg græd og var klar til at droppe det hele," husker Karen, "men det hele gik godt, og gruppen får nogle fine anmeldelser med på vejen."

Efter opvarmningsjobbet for Queen Latifah får No Name Requested usædvanlig hurtigt en pladekontrakt med selskabet Mega Records. Natasja er stadig så ung på det tidspunkt, at hendes mor må gå med hen på pladeselskabets kontor for at skrive kontrakten under i datterens sted.

I første halvdel af 1990erne er forventningerne til No Name Requested meget store. Duoen skaber sig hurtigt et navn og ry for at være dansk dancehalls og hiphops store håb i en periode, hvor dansk rap stort set kun lever i undergrunden.


Natasja sadler om

Kontrakten med Mega Records lyder oprindeligt på flere albums, men sådan skulle det ikke gå, og det hele går desværre i stå, da selskabet i stedet vælger at markedsføre navne som Ace Of Base og Leila K. Langsomt glider karrieren ud i sandet, og i stedet kaster Natasja sig over hestesporten, som hun havde dyrket sideløbende med musikken.

Et voldsomt styrt i 1998 under en træning, hvor hun knuser hoften, sætter i en periode jockeykarrieren på hold.

I 2002 får hun dog en ny hofte og genoptager hestesporten. Samme år får Natasja sit store gennembrud som jockey, da hun som første kvinde nogensinde vinder et galopløb i Sudan. Hun gentager succesen i 2004, men musikken lokker, og efter sejren stopper Natasja sin jockeykarriere for at hellige sig musikken 100 procent.


’Gift med musikken’

Natasja genoptager samarbejdet med Pharfar, hvilket resulterer i 12"-singlen Real Sponsor fra 2003, og året efter udsender hun singlerne Cover Me og Summercute.

I 2005 udgiver hun debutalbummet Release og medvirker samme år på Bikstok Røgsystems nok største hit Cigar under navnet Lille T.

Pludselig er Nastasja på alles læber igen, men ønsket om at slå igennem i Jamaica, er dog stadig hendes største drøm.

"Hun ville gerne være anerkendt på Jamaica. Det var der, alle hendes idoler kom fra. Hun ville gerne, at Beenie Man så hende som Queen Of The Dancehall og have anerkendelse af de helt store som Sly & Robbie. Hendes fokus var Jamaica, og selvom hun havde en kæreste, som hun havde higet efter i mange år, og den fysiske kærlighed var vigtig for hende, så var hun gift med musikken," fortæller Karen ærligt.


At anderkendelsen og gennembruddet på reggaeøen skulle ske gennem en talentkonkurrence, var nok ikke lige det, Natasja havde forventet.


Irie FM Big Break

Radiostationen Irie FM er den mest populære af slagsen på reggaeøen og brød d. 1. august 1990 Jamaican Broadcasting Companys mangeårige monopol med en tung bas og rokkende reggae-rytmer. Sloganet lød: "Reggae in the morning, reggae in the evening, reggae in the night."

Kritikerne sagde, at det var umuligt at opretholde en 24-timers reggaemusik station, men rent faktisk viste det sig, at dette format var noget den jamaicanske offentlighed havde længtes efter. Den lille station fik kæmpesucces og gjorde alle kritikerne til skamme. Radiostationen er blevet mere end blot et mekka for reggae musik og jamaicanske kultur. Det er hjemsted for de en række af de bedste radioværter og dj's, der nyder lige så stor popularitet i Jamaica som de største reggaekunstnere.

Irie FM er for reggaemusikken og jamaicanske kultur, hvad MTV er for Amerika og rock/pop-musikken, og da radiostationen begyndte at live-streame deres udsendelser lyttede Natasja med hjemme på Bryggen og opfangede en dag i 2005 nyheden om den store talentkonkurrence Irie FM Red Stripe "Big Break" Contest.

Konkurrencen henvender sig til professionelle kunstnere uden en pladekontrakt, og vinderen garanteres det helt store gennembrud med masser af airplay på radio og tv, musikvideoindspilning, pressemateriale og optræden på Sumfest, som dengang var verdens største reggaefestival. I 2006 skulle så store navne som Rihanna og 50 Cent optræde, og lille Natasja fra Bryggen havde planer om at vinde talentkonkurrencen og komme med.

I næste afsnit fortæller sangerinden Teresa Jackman om, hvordan det så gik Natasja, ligesom vi "sender live" fra Jamaica og den årlige Sumfest Reggaefestival, hvor Natasja optrådte for præcis 10 år siden som en del af hovedpræmien i den store talentkonkurrence.

Henrik Bæks tur er støttet af fondsmidler fra Kulturstyrelsen.


ANNONCE