Josh Klinghoffer er træt af hele tiden at blive sammenlignet med Chili Peppers' tidligere guitarist
Det er utvivlsomt en stor opgave at komme ind som nyt medlem i en gruppe og overtage fra en anden, som allerede har sat sit mærke på både gruppens musik og populærkulturen. Det har Red Hot Chili Peppers-guitarist Josh Klinghoffer måttet sande, efter han overtog fra den sagnomspundne John Frusciante.
Nu har Klinghoffer taget bladet fra munden og kalder dem, der til stadighed sammenligner ham med Frusciante, for "idioter". Det skriver Classic Rock Magazine.
Klinghoffer turnerede med Chili Peppers i 00'erne og overtog Frusciantes plads i 2009, da denne trak sig fra gruppen og offentlighedens søgelys. Siden har Klinghoffer indspillet to album med Chili Peppers – "I'm With You" (2011) og "The Getaway", der udkom i juni i år. Læs GAFFAs anmeldelse her.
Klinghoffer fortæller til russiske Metro News om sammenligningerne med Frusciante: "Selvfølgelig bliver det irriterende. På den ene side er det en ære for mig at være en del af dette band og blive nævnt i samme åndedræt som Frusciante.
"Men alle disse sammenligninger er simpelthen absurde. Vi er to vidt forskellige mennesker. Jeg har aldrig prøvet at efterligne hans teknik – og selvfølgelig prøvede jeg ikke at skubbe ham ud af bandet."
Han tilføjer: "Seriøst, hvem som helst, der prøver at sammenligne os, er en idiot."
Klinghoffer fortæller også, at han stadig er i kontakt med Frusciante, men at deres forhold er hverken "godt eller skidt".
"Han prøver for så vidt muligt at holde afstand til gruppen – og jeg har måttet lære at leve i det. Vores veje skiltes. En dag vil jeg være i stand til at have god kommunikation med ham igen," siger Klinghoffer, der også tilkendegiver, at han med glæde vil arbejde sammen med Frusciante igen.
For nylig fortalte forsanger Anthony Kiedis i det argentinske tv-program La Viola, at han savner John Frusciante. “Jeg savner ham, men jeg accepterer samtidig, at vi lever de separate liv. Men jeg savner ham," tilstod han.
Red Hot Chili Peppers optrådte på dette års Roskilde Festival – en optræden der ikke faldt i god jord hos mange anmeldere inklusiv GAFFAs anmelder, der kvitterede med to stjerner og skrev om koncerten: "Det er sgu også så svært at blive gammel. Som et ekko af albumanmeldelserne af det seneste album, hvor man anerkender de aldrende musikere for at udvikle sig og prøve noget nyt, men savner den oprindelige gnist, der gjorde dem så uimodståelige, virkede koncerten rutinepræget og i enden mat.
Kan man i rock’n’roll ikke fremkalde den ekstatiske koncertoplevelse, er der kun én synd, der er værre end at sutte r**. Og det er at være kedelig."