Nyhed

Se ny video fra Dee Pee – Danmarks måske ældste rapper

Rockers By Choice-rapperen er klar med sangen og videoen "Ta' livet tilbage"

Dee Pee, der fylder 51 år i dag og dermed er en af Danmarks ældste rappere, er med sit faste band, Soul Investors, klar med en ny single og video, ”Ta’ livet tilbage”.

”Ta’ livet tilbage” er et old school hip hop-soul-pop-nummer med et iørefaldende omkvæd. ”Ta’ livet tilbage” er med Dee Pees egne ord en hyldest til livet og en poetisk evaluering af livets gang anno 2016, hvor vi i Dee Pees øjne godt kunne blive en del dygtigere til at leve i nuet og nyde livet.

I 2017 kan Dee Pee fra nogle af Danmarks første hiphoppere, Rockers By Choice, fejre 35-års jubilæum i dansk hiphop og rap. I 80’erne var Dee Pee som rapper pioner inden for hiphop- og rapkulturen i Danmark sammen med blandt andre sin lillebror, Lars "Chief 1" Pedersen, der nu arbejder som producer. I dag er Dee Pee én af de eneste aktører tilbage fra den gamle skole i dansk hiphop, der stadig er aktive på hiphop-scenen.


”Før hiphoppen kom ind i mit liv, da jeg var teenager, voksede jeg op med 70’ernes soul, funk og disco. Disse musikalske rødder sidder fast i mig og er en indgroet del af min musikalske DNA. Det kommer også stærkt til udtryk i den musik, jeg laver i dag, også på min aktuelle single”, fortæller Dee Pee. De unge års fascination af musikere som Earth Wind & Fire, Chic og Michael Jackson, krydret med old school hiphop-navne som Sugarhill Gang og Grandmaster Flash, lever stadig hos Dee Pee, hvilket stilen, stemningen og sounden på ”Ta’ livet tilbage” også bærer præg af.

”Ta’ livet tilbage”, der er indspillet på Dee Pees hjemmebane på Amager i Lydkælderen, er produceret af Dee Pee selv og hans mangeårige musikmakker, Klaus Nielsen, som er kapelmester og bassist i Dee Pees faste liveband Soul Investors. På nummeret gæster Dee Pees søn, den unge rapper Silhouette samt Klaus Nielsens datter, sangerinden Anne Lærke.

”Der ligger så meget spændende og vigtig historie i dansk hiphop-kultur, som bør formidles videre til den unge generation”, lyder det Dee Pee, der med stolthed kan berette, at hans gamle DM-pokal fra 1984 i Breakdance/Electric Boogie samt hans træningsdragt fra dengang nu er udstillet på det nyåbnede danske museum for musik for pop, rock og ungdomskultur, Ragnarock i Roskilde.


”Ta’ livet tilbage” er forløber for den kommende ep, ”Soul Investor”, der udkommer til september 2016.

ANNONCE