Galantis må aflyse, men kommer næste år og bliver i år erstattet af SeeB og Kris Kross
To uger før Tinderbox Festival går i gang, har festivalen desværre oplevet en aflysning. Den svenske EDM-duo Galantis har været nødsaget til at aflyse årets koncert på Tinderbox, men har samtidig lovet, at de kommer og spiller i Tusindårsskoven næste sommer. Galantis bliver erstattet af SeeB og Kris Kross Amsterdam.
– Vi er meget, meget kede af, at vi alligevel ikke er i stand til at spille på Tinderbox den her sommer. Til gengæld er vi begejstrede over, at vi allerede nu kan annoncere, at vi spiller på Tinderbox i 2017. Vi kan slet ikke vente med at møde vores danske fans #SeafoxNationDenmark, siger Galantis.
I stedet for Galantis kan publikum glæde sig til at opleve SeeB og Kris Kross Amsterdam på MagicBox-scenen. SeeB fik et stort hit med remixet af Mike Posner-sangen ”I Took a Pill in Ibiza”, der har ligget nummer et i det meste af verden – og deres seneste udspil, ”Breathe”, indtager hitlisterne nu. Kris Kross Amsterdam er lige nu aktuel med kæmpehittet ”Sex”, der i skrivende stund har rundet 140 millioner plays på Spotify.
– Vi er selvfølgelig kede af, at Galantis har været nødt til at aflyse; vi ville rigtig gerne have haft dem på programmet i år. Jeg glæder mig dog over, at det er lykkedes at finde hele to nye fede navne, som nok skal sørge for at sparke gang i den på MagicBox, siger pressetalsmand Morten Hopballe.
Ud over de nye navne er der også lidt ændringer i MagicBox-programmet, hvor den norske dj Alan Walker holder flyttedag på grund af tourændringer. I stedet for fredag kan megahittet ”Faded” nu høres lørdag. Se det opdaterede spilleprogram på www.tinderbox.dk eller på den officielle Tinderbox-app.
Tinderbox løber af stabelen fra 23.-25. juni. Torsdagsbilletterne er allerede udsolgt, mens der nærmer sig udsolgt af partoutbilletter til hele festivalen. Læs mere og køb billet på www.tinderbox.dk
Varm op med SeeB og Kris Kross Amsterdam: