Vi bringer her en guide til 11 essentielle navne, du bør høre, hvis du skal til Jelling Musikfestival
Den sidste weekend i maj nærmer sig, og det betyder, at Jelling endnu engang lægger græs til Jelling Musikfestival, som bliver den 28. i rækken af festivaler. Vejrudsigten lover - indtil videre - solskin under hele festivalen, og med et program bestående af såvel gamle som nye bands er der lagt i ovnen til en god weekend i den gamle kongeby. Vi bringer her en guide til 11 essentielle navne, du bør høre, hvis du skal til Jelling Musikfestival. Husk, at du kan følge GAFFAs dækning af Jelling Musikfestival på Instagram (gaffadk) og på Snapchat (gaffadk).
Queen + Adam Lambert
Behøver vi sige mere? Hvis du vil have storladen og flamboyant stadionrock, skal du naturligvis stå klar foran Scenen, når Queen + Adam Lambert lukker dette års udgave af Jelling Musikfestival. Med hits som ”Don’t Stop Me Now”, ”I Want to Break Free”, ”Bohemian Rhapsody” og mange flere i bagagen er der lagt op til en stor musikalsk oplevelse. Om Adam Lambert kan løfte den store arv efter Freddie Mercury, vil tiden vise.
Hør ”I Want to Break Free” med Queen + Adam Lambert her:
Queen + Adam Lambert spiller på Scenen på søndag 29. maj kl. 21:00
The Lone Bellow
The Lone Bellow er absolut et must, hvis du befinder dig på Jelling Musikfestival i denne weekend og har redet med på americana-bølgen de sidste år. Gruppen, der optræder som et af festivalens hovednavne, spiller dybfølt og oprigtig country-folk, der med sin vitalitet går lige i hjertet. Lyden, der trækker på den amerikanske musiktradition med et islæt fra såvel gospel som blues, er i høj grad præget af gruppens stærke vokalpræstationer.
Hør ”Then Came the Morning” her:
The Lone Bellow spiller på Teltscenen på lørdag 28. maj kl. 19:55
Skillet
Hvis du er til metal, så skal du høre Skillet, når de spiller på Scenen lørdag. Det amerikanske band er knapt så kendt i Danmark, men har en solid fanbase i USA, hvor det blandt andet har været nomineret til en Grammy og har opnået en fjerdeplads på den amerikanske albumhitliste med albummet “Rise” fra 2013. Metalbandet spillede også på Jelling Musikfestival i 2014, og her mødte bandet så stor opbakning fra tilrejsende fans fra hele Norden, at det nu endnu engang kommer til den gamle kongeby.
Hør nummeret “Monster” fra albummet “Rise” her:
Skillet spiller på Scenen på lørdag 28. maj kl. 18:35
Blaue Blume
Blaue Blume har på kort tid høstet stor anerkendelse for sin karakteristiske og iørefaldende lyd. Senest vandt bandet en Carl Pris som årets komponister inden for rock-genren og med god grund. Særligt forsanger Jonas Smiths virtuose og storladne stemme tryllebinder lytteren, og GAFFAs Kristoffer Veirum måtte da også overgive sig i sin anmeldelse af bandets seneste album ”Syzygy”, hvor han kvitterede med seks stjerner.
Hør sangen ”Sky” fra albummet ”Syzygy” her:
Du bør heller ikke snyde dig selv for ”In Disco Lights” – hør den her:
Blaue Blume spiller på Teltscenen på lørdag 28. maj kl. 14:15
Eivør
Den færøske sangerinde og sangskriver med den krystalklare englestemme udgav sidste år hele to fremragende album, det engelsksprogede "Bridges" og det færøske "Slør", der begge fik fem stjerner af GAFFA ligesom hendes koncert i Musikhuset Aarhus i september – læs anmeldelse af sidstnævnte her. Forvent smukke sange på både engelsk og færøsk med tydelig inspiration fra den færøske musiktradition.
Eivør spiller på Alfreds Scene fredag kl. 17.20
I’ll Be Damned
Hvis du kan lide højenergisk og veludført rock, skal du høre I’ll Be Damned. Kvintetten, der særligt i det aarhusianske musikmiljø har opbygget et solidt ry for sine højstemte live-optrædener, leverer en potent omgang kvalitetsrock, og GAFFAs Kristoffer Veirum havde da også kun rosende ord tilovers for det selvbetitlede debutalbum i sin femstjernede anmeldelse. Som man kan se på musikvideoen til nummeret ”Fever” herunder, giver I’ll Be Damned sig fuldt ud og overgiver sig kompromisløst til musikken, for at give en god koncert-oplevelse.
I’ll Be Damned spiller på Ny Scene på søndag 29. maj kl. 17:20
Velvet Volume
Den aarhusianske søstertrio Velvet Volume, der består af tvillingerne Noa og Naomi og deres lillesøster Nataja Lachmi, er en af de mange spirende og lovende artister, som optræder på Ny Scene til Jelling Musikfestival. At pigerne stadig er i deres rebelske teenageår, manifesteres i dén fandenivoldskhed, som musikken, der er rå og upoleret, bliver leveret med. Det klæder både pigerne og musikken! Gå ikke glip af Velvet Volume, hvis du skal til Jelling Musikfestival.
Velvet Volume optrådte ved GAFFA-Prisen 2015. Se dem spille “I Think I Need You” her:
Velvet Volume spiller på Ny Scene på fredag 27. maj kl. 00:15
Saveus
Bag navnet “Saveus” gemmer sig Martin Hoberg Hedegaard, som de fleste af os lærte at kende fra første sæson af X Factor. Efter sejren i 2008 trak Martin sig tilbage for – til folks overraskelse – at dukke op til P3 Guld i Koncerthuset sidste år under navnet Saveus. Her optrådte han med sangen “Levitate Me”, der efterfølgende strøg direkte ind på førstepladsen på iTunes’ hitliste. Koncerten på Jelling Musikfestival bliver den første i rækken af koncerter på Saveus’ forårsturné.
Se eller gense Saveus’ optræden til P3 Guld her:
Saveus spiller på Teltscenen på torsdag 26. maj kl. 22:00
Jonah Blacksmith
Bag det knapt så kendte navn Jonah Blacksmith gemmer sig ikke et band fra et engelsktalende land, men derimod seks mænd fra Thy, der dyrker "americana" – en betegnelse der dækker over de amerikanske genrer, som de seneste år har fået en renæssance takket være bands som Band of Horses og Fleet Foxes. I starten af april udsendte Jonah Blacksmith den flotte musikvideo til sangen “Dandelion” fra debutalbummet “Northern Trail” fra 2014. Se musikvideoen og hør musikken her:
Jonah Blacksmith spiller på Ny Scene på lørdag 28. maj kl. 18:35
Virgin Suicide
Virgin Suicide trækker med deres iørefaldende og velpolerede indie-pop-lyd lytterne tilbage til The Smiths og The Cure med numre som ”Virgin Suicide”. Gruppens selvbetitlede debutalbum fra maj 2015 er resultatet af to års arbejde i USA og Danmark med Sune Wagner bag mixerpulten, og albummet fik en fin modtagelse.
Hør ”Virgin Suicide” her:
Virgin Suicide spiller på Ny Scene på fredag 27. maj kl. 21:20
The Minds of 99
Med en fænomenal åbning af Orange Scene på sidste års Roskilde Festival er der lagt i ovnen til en forhåbentlig lige så stor oplevelse, når The Minds of 99 åbner Scenen på dette års Jelling Musikfestival. Med i sin musikalske bagage har The Minds of 99 de to album “The Minds of 99” fra 2014 og “Liber” fra 2015. Sidstnævnte vandt prisen “Året Rockudgivelse” til GAFFA-Prisen 2015. Musikken er i høj grad præget af det forunderlige og originale tekstunivers, som absolut er en oplevelse værd.
Hør The Minds of 99 spille “Ma Cherie Bon Bon” til GAFFA-Prisen 2015 herunder:
The Minds of 99 spiller på Scenen på fredag 27. maj kl. 16:00
Selvom der er udsolgt af partout-billetter til årets Jelling Musikfestival, har GAFFA helt ekstraordinært fået fat i en lille stak partout-billetter, som du stadig kan nå at købe – oven i købet med stor rabat. Køb din billet her.