Nyhed

Se Bruce Springsteen og Bono synge klassiker sammen

De to stjerner sang "Because the Night" på scenen i Dublin

I aftes gav Bruce Springsteen & The E Street Band koncert i Croke Park i Dublin, og her fik de fornemt besøg af en af byens mest kendte sønner, nemlig U2-sanger Bono.

Sammen fremførte de klassikeren "Because the Night", som er bedst kendt med Patti Smith. Springsteen indspillede i 1978 sangen til sit album "Darkness on the Edge of Town", men syntes ikke, den passede ind på albummet og gav i stedet nummeret til Patti Smith, der indspillede i studiet ved siden af. Smith ændrede i teksten og udgav nummeret på sit album "Easter". Springsteens version udkom i 2010 på albummet "The Promise".

Det er ikke første gang, Springsteen og Bono er på scenen sammen. De har gjort det nogle gange gennem årene, senest da Springsteen gæstede U2 i Madison Square Garden i New York i august 2015, hvor de sammen sang "I Still Haven't Found What I'm Looking For" og Ben E. Kings "Stand By Me".


Bruce Springsteen & The E Street Band giver to danske koncerter denne sommer, i Telia Parken 22. juni og på Casa Arena i Horsens 20. juli, hvor de blandt andet vil hylde det klassiske 1980-album "The River". Begge koncerter er forlængst udsolgt.

Patti Smith kan opleves i DR Koncertsalen 2. august, hvor hun både vil synge og oplæse litterære tekster. Denne aften er også udsolgt.

 


 

 

ANNONCE