Nyhed

Hvad vil du spørge Kashmirs Asger Techau om?

Trommeslageren har en soloplade på vej, og i den anledning svarer han på spørgsmål fra GAFFAs læsere

"Phonetics" er navnet på Kashmir-trommeslager Asger Techaus kommende solo-debutalbum, hvor førstesinglen fra pladen har det luftige navn "Breathe"

I anledning af pladen svarer Techau på spørgsmål fra GAFFAs læsere. Spørgsmålene kan skrives i kommentarfeltet herunder eller på Facebook med hashtagget #techausvarer. De bedste spørgsmål bliver stillet til Asger, og svarene kan læses i GAFFAs aprilnummer og her på GAFFA.dk.

Selve pladen indeholder klare associationer til Kashmir, men samtidig også til inspirationskilderne Ryan Adams, Beck og Elliott Smith og bringer lytteren enkel og solid instrumentering, samt "smukke og til tider grandiose melodilinjer og temaer", ifølge Techau selv.


Techaus soloplade er blevet til i samarbejde med den amerikanske producer Mario McNulty, som sangeren blev venner med under indspilningen af Kashmir-albummet "No Balance Place" fra 2005, og som til Techaus glæde var "beæret over min forespørgsel" om at producere albummet.

"Phonetics" bliver udgivet senere på foråret, efter førstesinglen "Breathe", og rammer butikshylderne den 15. april.

Ugen efter, den 23. april, præsenterer Asger Techau resultatet af solo-projektet, når han optræder live med pladen på Ideal Bar i Vega. Til koncerten bliver sangeren assisteret af trommeslager Jesper Lind (Tim Christensen m.fl.), bassist Mads Tunebjerg (Kashmir m.fl.), guitarister Kasper Kaae (CODY) og Claus Arvad (The White Album), samt jazzpianisten Allin Bang på både klaver og synth.


 

ANNONCE