Nyhed

Johnny Depp, Alice Cooper og Joe Perry til Danmark

Hollywood Vampires indtager landet

De fleste kender Johnny Depp som skuespilleren, der smelter kvindehjerter og indtager verdenshave som Jack Sparrow, men knap så mange ved, at han fra barnsben har spillet musik og i dag er en dygtig guitarist. 1. juni kan han opleves ved Fængslet i Horsens, når han sammen med den nye supergruppe Hollywood Vampires drager på bandets første turné i Europa.

Gruppen er dannet i 2015 af den ikoniske rock-entertainer Alice Cooper, som har samlet vennerne i et musikalsk drømmehold. Kernen udgøres af Cooper, Depp og den legendariske Aerosmith-guitarist, Joe Perry, men udvides med en række dygtige musikere, når Hollywood Vampires optræder live. Der er altså lagt op til en hæsblæsende aften.

– Det er en af de hårdeste fødsler, jeg har været med til som koncertarrangør. Den blev taget ved kejsersnit i 11. time, men jeg er stolt af at kunne præsentere Hollywood Vampires i Horsens. De giver kun seks koncerter i Europa, så for os er det sensationelt. Jeg kalder det gerne et scoop, at vi har lokket Johnny Depp og drengene til byen, udtaler Frank Panduro, Horsens & Friends.


Navnet Hollywood Vampires refererer til en eksklusiv druk-klub, Alice Cooper, var præsident for tilbage i 1970'erne: et samlingssted for de musikere, der boede i eller rejste gennem L.A. Her kunne man en ganske almindelig aften finde Cooper, John Lennon, The Who-trommeslager Keith Moon, Bernie Taupin og Jim Morrison. Næste dag kunne Jimi Hendrix have sluttet sig til klubben. I dag handler det ikke længere om druk, men om det legesyge kunstnermøde på tværs af bands, og ved vampyrernes tidligere koncerter har der da også været gæsteoptrædener fra musikere som Paul McCartney, Dave Grohl og Eagles-frontmand Joe Walsh. Om de eller andre kunne finde på at gæste Horsens, vides endnu ikke.

I februar optrådte supergruppen ved årets Grammy Awards med en hyldest til den nyligt afdøde Motörhead-frontmand, Lemmy Kilmister. Sidste år udgav de debut-albummet "Hollywood Vampires", som ud over tre nye numre består af en serie af hårdtslående genindspilninger af numre som The Whos "My Generation", Led Zeppelins "Whole Lotta Love" og The Doors' "Break On Through (To The Other Side)". Så når vampyrerne gæster Horsens, kan man roligt regne med en tour de force i rockens historie, og Frank Panduro forventer da også en storslået aften i unikke rammer på Fængslets grund:

– Vi er naturligvis stolte af vores koncerter med Bruce Springsteen, Bob Dylan, David Bowie, U2 og de mange andre store navne, der gennem tiden har gæstet Horsens. Men vi har længe været på udkig efter nogle sjove og overraskende konstellationer. Hollywood Vampires er et nyt og anderledes set-up bestående af fantastisk kompetente musikere. De er "show masters" alle sammen, og de drager på turné for at have det sjovt, så jeg tror, vi får en kæmpe oplevelse, siger Panduro og slutter med et glimt i øjet: – Og hvis ikke lige konen er til rockmusik, så kan Johnny Depp måske friste ved sin blotte tilstedeværelse…


Hollywood Vampires spiller 1. juni, 2016 ved Fængslet i Horsens. Billetter kan købes fra 11. april klokken 10. Find billetter via GAFFA Live

Varm op med Hollywood Vampires' fortolkning af Led Zeppelins "Whole Lotta Love":


ANNONCE