Nyhed

Alice Cooper annoncerer stor koncert i Danmark

Denne sommer var rocklegenden et af hovednavnene på Copenhell. Nu vender han allerede tilbage til Danmark.

Da rocklegenden Alice Cooper spillede på Copenhell til sommer, blev den teatralske rockkoncert rost. 

Nu vender han allerede tilbage til Danmark. Denne gang er det til Skovrock i Aalborg den 12. juni 2027. 

Læs også: Gnags udvider afskedsturné med fire ekstra koncerter


"Vi forventer en helt særlig aften, når en af rockens største legender går på scenen i Aalborg,” siger Finn Karstenskov fra foreningen RIM, der arrangerer koncerten.

Alice Cooper er kendt for at lave teatralske rockkoncerter. På Copenhell forsvandt hans stemme indimellem, til gengæld var publikum godt underholdt af det humoristiske show. Der var blandt andet “tre teatralske ‘mord’ og en guillotinering af Alice selv” ifølge GAFFAs anmelder, der kvitterede med fire stjerner.

Alice Cooper brød igennem i 1971 og har siden da haft flere hits som “School’s Out”, “Poison” og “No More Mr. Nice Guy”. Hans seneste album The Revenge of Alice Cooper fra 2025 fik fire stjerner af GAFFAs anmelder.


Skovrock i Aalborg er en serie udendørskoncerter. Tidligere har de fået besøg af både danske navne som Tobias Rahim og Kim Larsen og internationale navne som Elton John og Deep Purple. 

ANNONCE