Spilletstedet Tape inddrages til årets Spot Festival
Den aarhusianske Spot Festival kan i år præsentere en ny koncert-lokation, nemlig spillestedet Tape. Samtidig afsløres Tape-programmet for torsdagen, som byder på fire spændende navne.
Spot Festival og Tape byder følgende navne velkomne på scenen: Clarissa Connelly (billedet), Collider, Modest og Tears.
De fire kunstnere er både lokale og nationale navne, som alle sætter en høj musikalsk standard. At navnene ikke har været specielt synlige i diverse medier, skyldes snarere "bandenes egen mentalitet", altså tanken om at musik godt kan være ukommercielt, forklarer Tape.
Clarissa Connelly – kl. 20:00
"Den aarhusianske singer/songwriter Clarissa Connelly udgav sidste år sin debut på det aarhusianske båndlabel, Brystet. Connellys sange ligger i et spændingsfelt mellem elektronisk musik og soveværelsespop, der bliver personliggjort ved hendes særegne, dybe røst og øre for fængende vokalharmonier".
Collider – kl. 21:00
"Indtil nu har det kun været muligt at høre et enkelt nummer fra Collider, "Bruno", fra deres hommende ep. Men det nummer vidner også om et band, det ville være decideret arrogant ikke at holde øje med: Med ørefængende melodisitet og wall of sound-æstetik bevæger Collider sig indenfor en slags stram, men ubeslutsom shoegaze, der adskillige gange bliver taget i en ny, uventet retning, uden at tabe lytteren – for nerven er umiskendeligt intakt fra start til slut. Vi ser frem til at præsentere Collider og til at høre mere fra deres side".
Modest – kl. 22:00
"Modest består af fire unge mænd fra Aarhus, der efter en årrække i øveren er dukket op til overfladen i den såkaldte musikalske undergrund og markeret sig med en række sange, der uden tvivl varsler om nyt håb indenfor den aarhusianske rock. Med associationer til The Smiths skriver det unge band sange om netop det at være ung, men henvender sig i lige så høj grad til, hvem end der værdsætter en god melodi og et velspillet band med noget på hjerte, uafhængigt af alder. Modest udgiver deres debutbånd i marts på Brystet".
Tears – kl. 23:00
"Tears startede ud som et soloprojekt af Jeppe Grønbæk, baseret på sælsomme guitarmelodier og skrabede trommerytmer. Projektet har siden udvidet sig et et regulært band, bestående af Markus Sollid på bas, Magnus Lykke på keyboard og Mikkel Silkjær, der blandt andet også spiller i Yung, på trommer. Tears har således udviklet en markant mere fyldig lyd siden start, der har medført, at de er blevet er af Aarhus' mest interessante popbands".
Spot Festivals programansvarlige, Esben Marcher siger selv om det nye samarbejde med Tape:
"Tape er et nyt og spændende spillested i Aarhus, som vi ser, kan styrke musiklivet i Aarhus. Det vil vi gerne støtte op om. Og så er det samlingspunkt for nogle koncertarrangører, der har bevist, at de har fingeren på pulsen, når det drejer sig om, hvad der rører sig i det danske musikmiljø. Så vi er rigtig glade for, at de kan bidrage til vores musikprogram."
Foruden torsdag vil man også fredag og lørdag kunne opleve musik på Tape, men programmet for disse dage er endnu ikke offentliggjort.
Spot Festival bliver afholdt i Aarhus Centrum 28. april-1. maj. Find billetter via GAFFA Live
GAFFA Plus Guld-medlemmer kan få billet til medlemspris: http://gaffa.dk/