Nyhed

Se ny video fra Den Syvende Søn med Michel Belli i front: – Jeg danser kun med mig selv

Det dansksprogede rockband er også aktuelle med deres andet album

Den danske gruppe Den Syvende Søn med Michel Belli i front er aktuel med en ny video, "Jeg danser kun med mig selv." Se videoen nedenfor.

Den Syvende Søn debuterede i 2013 med et selvbetitlet album og udsender den 15. november deres andet album, "Den Syvende Søn (II)". Musikken er igen håndspillet, dansksproget rock med en forkærlighed for ældre rock og psykedelisk rock.

Om nummeret udtaler Michel Belli (ja, han er søn af Peter Belli): – Det er den første sang, der blev skrevet til det nye album. Den har været med på tour og blev luftet, inden vi gik i studiet. Vi har alle en tendens til at gemme vores usikkerhed, mangler eller vrede bag floskler. Så er det gratis at give omverdenen skylden for egne mangler. Men hvis vi tænker os om, ved vi godt, hvor det hele starter, vi danser kun med os selv. 

– Videoen er lavet af Maria Amtoft Mikkelsen og er optaget i Absalons Kirke og på Mojo (bluesbar i København, red.), så tak til dem. Havde jeg vidst, at det resulterede i at skulle danse i videoen, havde sangen nok heddet "Jeg drikker kun med mig selv".

Det er nogle erfarne musikere, der spiller med i gruppen:

Adam Winberg spiller trommer og har blandt andre spillet med Death Valley Sleepers, Tue West, The Setting Son og Julie Maria.

Tobias Winberg spiller bas og har blandt andre spillet med Death Valley Sleepers, The Setting Son, Julie Maria og Aura Dione.

Mads Jensen spiller keys og har blandt andre spillet med D/troit, The Breakers og Death Valley Sleepers.

Mikkel Grue spiller guitar og har fungeret som studiemusiker, hvor han blandt andre har medvirket på plader med Poul Krebs, Juncker og Michel Bellis to soloalbum.

Sanger Michel Belli har som nævnt ovenfor udgivet to album i eget navn.

ANNONCE