Nyhed

System Of A Down bekræfter udgivelsen af nyt studiealbum

Efter over 11 års venten er den amerikanske metalgruppe snart aktuel med ny musik

System Of A Down, som til næste sommer indtager Danmark i forbindelse med Copenhell 2017, har netop bekræftet udgivelsen af et spritnyt studiealbum, der eftersigende udkommer i det nye år.

I sidste måned florerede der rygter om, at metalgruppen var i gang med at indspille ny musik, efter de to medlemmer Shavo Odadjian (bassist) og John Dolmayan (trommeslager) havde delt billeder af bandet i et indspilningsstudie på deres respektive Instagram-profiler.

Nu bekræfter trommeslager John Dolmayan i et interview med Kerrang, at den er god nok, og at 15 af numrene til den kommende plade allerede er færdigindspillet. Det fortsat unavngivne album bliver System Of A Downs sjette i rækken og det første, siden gruppen i 2005 udgav både "Mezmerize" og "Hypnotize".

”Vi har arbejdet på det nye album i de sidste seks måneder, og vi har lige nu omkring 15 sange, som vi mener er værdige til at figurere på albummet. Vi kan fortsat ikke sige noget konkret, hvad angår en udgivelsesdato, da planerne ikke forløber 100 procent, som vi har ønsket det”, udtaler John Dolmayan blandt andet til Kerrang.

I samme interview sætter Dolmayan derudover ord på det pres, som metalbandet fra Los Angeles oplever i forbindelse med den kommende udgivelse.

”Jeg vil have, at alle i gruppen føler sig godt tilpas med det, vi er i gang med lige nu. Der er et enormt pres på os, fordi det er 11 år siden, at vi sidst udgav musik – og 12 år siden, når det nye album udkommer.”

Mens de fire herrer lægger sidste hånd på de endnu ikke færdiggjorte numre, kan du lytte til 2001-hittet ”Chop Suey!” fra albummet ”Toxicity” herunder:

ANNONCE