Nyhed

Thomas Helmig giver to store koncerter til sommer

Den danske sanger og sangskriver vender tilbage til scenen med band i både København og Aalborg

Den danske sanger og sangskriver Thomas Helmig har netop annonceret, at han i juni 2017 vil give to store danske koncerter. 

Koncerterne bliver i form af to heldagsarrangementer, hvor dørerne åbnes sidst på eftermiddagen. Herfra vil en række supportbands gå på scenen, indtil Thomas Helmig selv afrunder de to aftener. Programmet for dagene samt supportnavnene vil blive offentliggjort løbende. 

Koncerterne finder sted som følger:


Lørdag den 3. juni: Søndermarken, København, Frederiksberg

Lørdag den 17. juni: Mølleparken, Aalborg

Billetsalget starter fredag den 11. november klokken 10.00.


Om de kommende koncerter siger Helmig selv: "Hold kæft, hvor jeg dog glæder mig til at komme ud at spille igen! Efter tre års pause fra bandet og de store koncerter kribler det i hele kroppen på den her cirkushest. Vi kommer med gammelt og nyt og gammelt på en ny måde. Sultne, top-trimmede og i storform!" 

I 2015 var Thomas Helmig på soloturnéen "Mutters alene", hvor Helmig optrådte, som vi sjældent har set ham – nemlig alene og intimt. Turnéen startede i Glassalen i Tivoli, hvor GAFFAs anmelder Torben Holleufer gav fire stjerner, blandt andet med ordene: "En uudslukkelig hengivenhed over for en entertainer, der med charmen intakt, et selvironisk glimt i øjnene og lyst til at få folk til at le af alle historierne, fik kørt en gedigen koncert mere end i mål."

Du kan læse hele anmeldelsen her


Thomas Helmig har i vinter været i studiet, men det er endnu uvist, hvornår der kommer nyt materiale for den karismatiske musiker. Vi håber dog, at Helmig har lidt nyt materiale med til de to sommerkoncerter. 

I mellemtiden kan du varme op med nummeret "Op Og Ned" fra 2006-albummet "Helmig Herfra":


ANNONCE