I dag fylder Drake 30 år – GAFFA fejrer ham ved at hylde de fem fedeste musikvideoer
Drake runder et skarpt hjørne i dag. Rapperen flyder 30 år, og i den anledning har GAFFA-redaktionen samlet en top 5 over de Drake-musikvideoer, vi mener, du bør se.
Aubrey Drake Graham debuterede med sangen ”Best I Ever Had” i 2009 og er siden blevet verdenskendt for sine egocentriske personlige raptekster og fængende beats. Med en ep, to mixtapes og fire studiealbum har Drake ikke hvilet på laurbærrene. Seneste album ”Views” blev udgivet i maj i år og er blevet en international kæmpesucces, men fik dog kun to stjerner af GAFFAs anmelder. Læs anmeldelsen her.
Den canadiske charmør har netop udgivet tre spritnye sange i forbindelse med sin fødselsdag, og giver en udsolgt koncert i Royal Arena den 7. marts næste år.
”HYFR (Hell Ya Fucking Right)” fra “Take Care” 2011
Det er ikke alle konfirmationer eller bar mitzvaher, der er helt så vilde som den, vi er vidne til i musikvideoen til ”HYFR”. Musikvideoen portrætterer Drakes anden bar mitzvah, og blandt gæsterne er DJ Khaled, Birdman, Trey Songz, Mack Maine og Lil Wayne (iført panda-maske). Musikvideoen er instrueret af Director X – en anerkendt musikvideoinstruktør, der blandet meget andet også står bag musikvideoen til Rihannas ”Work”, hvor Drake også deltager.
“Take Care” fra “Take Care” 2011
Og når vi nu er Rihanna, så er hun også at finde i den næste musikvideo. ”Take Care”-videoen er med på listen, fordi den skiller sig ud fra den typiske Drake-video. Her er ingen store sorte mænd i hættetrøjer eller letpåklædte kvinder. I stedet er der tale om et meget minimalistisk udtryk, der med sine slowmotionklip af dyr og en faldende Drake er en æstetisk smuk musikvideo. Videoen blev desuden udgivet samtidigt med videoen til ”HYFR” og er instrueret af Yoann Lemoine.
“Hold on, We’re Going Home” fra “Nothing Was The Same” 2013
En ting, der står klart, når man ser Drakes musikvideoer igennem, er hans trang til at være historiefortæller. Videoen har er et godt eksempel på dette. I videoen udspiller sig i Miami i 1985, og Drake spiller en kriminel bagmand, der får sin kæreste (spillet af model Ashley Moore) kidnappet af den rivaliserende gangsterbande. Manden bag musikvideoen er instruktør Bill Pope, der også har instrueret Matrix-trilogien og en række Metallica-musikvideoer.
“Energy” fra “If You’re Reading This It’s Too Late” 2015
En anden musikvideo, der er værd at påpege, er videoen til sangen “Energy”. I musikvideoen transformeres Drake til en række kendte, blandt andet Oprah Winfrey, Justin Bieber, Miley Cyrus, Barack Obama og Kanye West. I starten ser vi en børne-Drake, der bliver jagtet af nogle bøller. Videoen slutter meget meta med, at den unge Drake står ansigt til ansigt med en dreng, der sigter med legetøjspistol og har Drakes ansigt.
”Hotline Bling” fra ”Views” 2016
Den sidste musikvideo er blevet udsat for talrige memes og parodier. I musikvideoen ses Drakes nærmest ikoniske dansetrin, hvor han balancerer på grænsen mellem at være cool og kikset far-agtig. Der er tale om endnu en Director X-musikvideo, og instruktøren har udtalt i et interview med Business Insider, at formålet med musikvideoen er at inspirere flere mænd til at danse. Musikvideoen er den mest sete Drake-musikvideo og er blevet vist over 983 millioner gange på YouTube. ”Hotline Bling” er desuden den 37. mest sete YouTube-video.
Hvis du vil lære mere om Drake, kan du læse 15 forunderlige facts om ham her.





