Nyhed

Gorillaz’ trommeslager Russel Hobbs giver interview om kommende album

Den fiktive trommeslager fra Gorillaz har givet et sjældent interview om bandets næste udspil

”Hvad der kommer til at ske, sker, om du forventer det eller ej.” Sådan udtaler den fiktive trommeslager Russel Hobbs fra Gorillaz sig om det kommende album i et interview til Puss Puss Magazine.

På det seneste har der været røre i Gorillaz-lejren. Gorillaz har den seneste stykke tid udgivet små multimedie-fortællinger om bandmedlemmerne på deres Instagram-profil. Indtil videre er det blevet til fortællinger om Noodle og Russel Hoobs. I interviewet fortæller Hoobs også, hvordan Gorillaz-bassist Murdoc lokkede ham til at være med i bandet igen:

”Han bortførte mig. Jeg var på arbejde i en pladebutik. Murdoc kommer ind og beder om nogle gamle vinyler fra 50’erne og fik mig helt distraheret. Pludselig trak han en pose over hovedet på mig og trak mig ud. Da han tog posen af, var jeg i Kong Studios. Jeg skulle naturligvis til at hævne mig, men så spillede han nogle sange, som han arbejder på, og… jeg var imponeret. Jeg tror, det opsummerer vores vibe. En blanding af respekt med en forestående trussel om vold.”


Tidligere på året meldte Jamie Hewlett, der sammen med Damon Albarn står bag Gorillaz-projektet, at Gorillaz-albummet først udkommer til næste år. Men ifølge NME.com har Damon Albarn sagt til nogle fans, at albummet er færdigt om få uger. Om de fremtidige planer i Gorillaz udtaler Russel Hoobs sig imidlertid sådan her:

”Det vigtige er ikke, hvad der sker som det næste, men hvad der sker lige nu. Det er det eneste, du kan kontrollere. Men Gorillaz og jeg – det er to forskellige ting. Vores veje er sammenflettede og fra hinanden – som en messed-up pretzel.”

Herunder kan du se musikvideoen til ”On Melancholy Hill”, der stammer fra bandets seneste album ”Plastic Beach” fra 2010:

ANNONCE