Nyhed

Guide: 11 essentielle musikarrangementer til aftenens Kulturnat

I aften er der Kulturnat i København, og GAFFA giver dig her en guide med de 11 mest spændende musikalske arrangementer.

I aften åbner København byens porte, når der afholdes Kulturnat. Vi har samlet en guide til forskellige musikalske arrangementer, som det kunne være interessant at deltage i. Tidspunkter og steder finder du ved at klikke på navnene.

 

Opera møder rap 


Har du nogensinde undret dig over, hvordan det ville lyde, hvis opera mødte rap? Nu kan du opleve sammensmeltningen i en rå parkeringskælder under byen, når Opera Hedeland og det prisvindende RapAkademi optræder sammen og hver for sig. Det musikalske eksperiment følges op af talks under temaet "Fællesskaber - er det noget, man kan bygge?".

 

Syv intimkoncerter


Kulturnat byder i aften på hele syv intimkoncerter samlet ét sted, når byens mest spændende akustiske guitarister møder lydkunstner og marimba-spiller i duo, trio, kvartet og kvintet. Musikerne tæller Mark Solborg, Henrik Olsson, Jørgen Teller, Christian Skjødt og Po Jørgens.

 


Sidsel Storm

Sidsel Storm er en af de unge jazzsangerinder, der med stormskridt har indtaget den danske jazzscene. Klokken 21.00 vil hun fremvise sit lysende talent, når hun giver koncert på Absalon Hotel på Vesterbro. Storm er kendt for sin kraftfulde og nutidige jazzvokal, der kombinerer det bedste fra jazz, roots og swing. I 2015 udgav hun albummet ”Closer” som GAFFAs Ivan Rod blandt andet skrev følgende om:

"Den DMA-vindende sangerinde – vil jeg påstå – er nu en af Skandinaviens mest interessante jazzsangerinder – både på grund af hendes øjeblikkelige forvaltning af vokalen, på grund af hendes sangskriverkunst og på grund af hendes evne til at finde sammen med folk af den rette støbning." Læs hele anmeldelsen her.

 


DR VokalEnsemble


DRs kor, bestående af 18 professionelle sangere, kan i aftens opleves, når de synger minikoncerter i kærlighedens tegn. Materialet består af romantiske og knugende numre om alle kærlighedens facetter fra det klassiske repertoire.

 

 


Fireside Music

På Mayhem i Københavns Nordvestkvarter kan du i aften overvære en særlig musikalsk oplevelse, når musikerne Tom Carter, Kathleen Baird og Jeny Gräf indtager spillestedet sammen med kusnteren Ivy Meadows, der vil skabe live-projektioner til lyd. Tom Carter er medskaber af acid-folk bandet Charalambides, og hans elektriske guitar vil denne aften væve strenge af melodi, drone og fuzz. Kathleen Baird er kendt for sit psych-projekt "Spires That In The Sunset Rise", og hendes soloudgivelse "See Sun Think Shadow" under navnet Sacropelic Pycnic er en samling af klaverimprovistioner, der indeholder legesyge kvaliteter og udstrakte akkorder. Jenny Graf arbejder med eksperimentelle improvisationer, der ved hjælp af vokal og electronic skaber mørke, fortættede lydverdener. Hun anvender en Tranoe – en analog, berøringsfølsom synthesizer, som omformer live-vokal, guitar og percussion til nærværende musiske mutationer. Kunstneren Ivy Meadows er en New York-baseret multimedie-kunstner, som arbejder med lys, lyd video og audio-visuelle miljøer.


 

Tilbage til 70’erne

Hvis du er i det nostalgiske hjørne, kan du i aften rejse tilbage til 70’erne på Frederiksbjerg Rådhus, hvor der vil være udstillinger, modeshows og ikke mindst sprøde discorytmer. De to dj’s Master Fatman og Kalle B vil generøst dele ud af deres store viden om 70’er-musik, mens de indhyller rådhushallen i de bedste 70’er-numre. Klokkerne i rådhustårnet får besøg af Joanna J. Stroz, der spiller 70’er musik, herunder John Lennons "Imagine", Led Zeppelins "Starway To Heaven" og Pink Floyds "Money". Hvis du vil være en del af tidsrejsen, må du slå vej forbi Frederiksberg Rådhus, der vil syde af 70’er-vibes.


 

Camilla Munck & band

Den danske duo Munck//Johnson alias sangerinden Camilla Munck og guitaristen og korsangeren Moogie Johnson (begge med en fortid i den hedengangne country-gruppe Wynona) har opnået stor respekt og mange anmelderroser for deres afdæmpede og dybt melankolske sange. I aften kan du opleve dem i selskab med Bjørn Heebøll, når de byder på bløde toner og en minimalistisk, ambient lyd.

 


Smerz


Den norske producerduo Smerz er bosat i København, hvor de figurerer i det elektroniske musikmiljø. De gav en fornem koncert på årets Roskilde Festival, hvorom GAFFAs Torben Hoeluffer skrev: "Æteriske lydmalerier blev skabt, mens der med præcision blev affyret forskellige beatsekvenser, så resultatet blev et flow af glidende væren. Der var en nærmest poetisk tilgang til deres skaben, og vi stod der i halvmørket og vuggede til en musik, der på sær vis pegede tilbage til bands som Coil eller lignende, et ret lækkert genhør." Læs hele anmeldelsen her. Kom og vær med, når makkerparret i aften inviterer til et brag af en fest.

  


Gospel og swingende jazz 

Eliaskirken på Vesterbrotorv byder på masser af god musik på Kulturnatten. Oven på et brag af en gospelkoncert klokken 19.30-20.45 tager jazzens bløde og eftertænksomme toner over fra klokken 22.00. Resten af aftenen står i jazzens tegn - rå, uforfalsket, svedigt swingende jazz med Signe Juhl på vokal, Jesper Lundgaard på kontrabas og Olivier Antunes på flygel.


  

Die Herren

Danske Die Herren er det førende U2-kopiband med deres fantastiske fortolkninger af bandets mest kendte hits. Die Herren har siden deres dannelse i 1991 forfinet fremførelsen af deres versioner af uforglemmelige U2-rocknumre som "With Or Withour You", "Beautiful Day" og "Sunday Bloody Sunday".

 


Indspil dit eget musiknummer 


Hvis du foretrækker selv at skabe musik, kan du i aften få mulighed for at afprøve dine musikalske evner og indspille dit helt eget nummer. Der vil blive stillet instrumenter, glas, flasker og metalkasser til rådighed. Herefter vil du kunne opbygge dit helt eget musiknummer i lag, så du ene mand kan spille som et helt band. Husk at medbringe din telefon, så du kan optage resultatet.

 

ANNONCE