I 1987 udgav det legendariske rockband hittet ”Sweet Child O’ Mine”, og her – godt 30 år senere – fortolkes nummeret af en af landets mest inkarnerede Guns N’ Roses-fans.
Den danske dj og producer Alexander Brown har netop udgivet en nyfortolkning af Guns N' Roses' power-rockballade "Sweet Child O' Mine".
Tilbage i 1987 skrev Axl Rose, forsanger i det legendariske, amerikanske rockband Guns N’ Roses, et digt, som skulle fungere som en kærlighedserklæring til hans daværende kæreste. Digtet omhandlede pigens yndefulde uskyldighed, der stod i stærk kontrast til sangerens liv på kanten. Ført an af Slashs ikoniske guitarriff blev Roses digt til sangen "Sweet Child O' Mine", der sidenhen blev gruppens største hit til dato.
Alexander Brown har kaldt sit nummer "Sweet Child" og udtaler følgende om inspirationen:
"For det første talte teksten til mig. Der er et lag i Roses ord, i uskyldigheden, som jeg ikke kunne lade være med at tolke videre på. Jeg hører nemlig også den diametrale modsætning. Noget "Oh, sweet child", som trækker paralleller til virkeligheden for mange børn og unge i 2016. Den handler om barnet, der frarøves sin barndom og alt for tidligt introduceres til en ubarmhjertig voksenverden."
Temaet lægger sig fortæller direkte i forlængelse af fortællingen om svigt, som behandles på Browns' tidligere single "The Other Side of Love".
Også musikalsk har Alexander Brown vendt rocksangen på hovedet med en breezy, house inspireret skæring. Axl Rose & co. har altid været blandt Alexander Browns rockguder og bandet pryder da også væggene i producerens studio. Brown fortæller:
"Guns N’ Roses har en helt særlig plads i mit hjerte og musiksamling, så "Sweet Child" er naturligvis lavet med fuld respekt for originalen. Og så er det bare et ekstra anerkendende klap på skulderen at vide, at både Rose og Slash har blåstemplet min fortolkning af deres sang."
Lyt til Alexander Browns version herunder: