Nyhed

Lyt til MØs nye single "Drum"

En af de største danske, internationale popstjerner følger op på hittet "Final Song" med ny sang.

MØ har torsdag aften holdt verdenspremiere på sin nye single "Drum" hos Annie Mac på BBC Radio 1.

Singlen er første nye solosang fra MØ siden hittet "Final Song" fra maj. Det nye nummer er skrevet i samarbejde med Charli XCX, Bloodpop og Noonie Bao, som også var inde over "Final Song".

MØ brød igennem som soloartist tilbage i 2013, hvor hun blev P3s Uundgåelige med nummeret ”Pilgrim”. Samme år modtog den danske sangerinde Kronprinsparrets Stjernedryspris, og i 2014 udgav hun sit debutalbum "No Mythologies To Follow".


Der gik ikke længe, før MØ slog internationalt igennem og etablerede sig som et navn, og hun gjorde sig særligt bemærket igennem sit samarbejde med Major Lazer. De to kunstnere udgav hittet "Lean On" sidste år, og i juli blev det til singlen "Cold Water", hvor også Justin Bieber medvirker.

Til årets Roskilde Festival gav MØ en imponerende koncert, som GAFFAs Jesper Buhl belønnede med hele seks stjerner. Læs anmeldelsen her. Sangerinden vender hjem til Danmark den 28. oktober, hvor hun gæster Forum.

Lyt til det nye nummer herunder:

ANNONCE