Hidtil uhørt materiale fra '95 og et sikkert udsagn om, at gruppen gendannes; sådan siger to mænd tæt på den britiske britpop-gruppe
I forbindelse med snigpremieren af dokumentaren om det britiske kultband Oasis begynder rygterne igen at tage fat, både om en gendannelse af bandet og om hidtil ikke-udgivet materiale tilbage fra 1995.
"Supersonic"
I sidste uge udtalte instruktøren bag dokumentarfilmen "Supersonic", Mike Whitecross, at han var sikker på, at bandet vil blive gendannet igen. I forbindelse med filmen har Whitecross været i løbende dialog med de to Gallagher-brødre og hævder, at ingen af dem afviser, at bandet vil samles igen; "Ingen af dem har afslået idéen om at finde sammen igen. Dét vil ske, det er jeg sikker på. Tanken om aldrig at se bandet sammen igen virker fuldstændig utænkelig for mig.", sagde Whitecross til en snigpremiere på filmen under filmfestivalen Festival No. 6 i Wales den 4. september ifølge NME.
Herefter fortsatte instruktøren med at forklare, hvordan folk tæt på de to Gallagher-brødre konstant kommer med gode råd til, hvordan de kan begrave stridsøksen og igen komme til at stå på scenen sammen. Specielt Coldplay-forsanger, og ven af Noel Gallagher, Chris Martin har flere gange givet Noel gode råd til, hvordan de to brødre igen kan opbygge deres forhold. Hertil får Chris Martin svaret, at han burde droppe musikken og blive terapeut.
I dokumentarfilmen vil der blandt andet være interviews med begge brødre, hvor de hver især dykker ned og åbner omkring deres forhold og grunden til, at det er endt, som det er. Dette dokumenteres med både lydoptagelser fra interviews samt private videooptagelser fra deres barndom. Filmen forkuserer selvfølgelig også på den enorme succes bandet opnåede, og ikke mindst da de på egne kroppe oplevede 'Beatle-mania' i Japan.
Dokumentarfilmen "Supersonic" har premiere i de danske biografer den 13. oktober.
"Nyt" ikke-udgivet materiale
I en tid, hvor der igen er så stor fokus på det britiske band, har den tidligere grafiske designer for Oasis, Brian Cannon, offentliggjort et billede på sin Facebookside af et kasettebånd med teksten "Oasis Demos By Noel". Cannon hævder, at der på båndet er hidtil uhørt Oasis-materiale fra 1995, men nægter dog at publicere materialet online, på trods af venlige forespørgsler og tilbud om store betalingssummer.
En fan har spurgt Cannon, om båndet er det den første demo fra Oasis, hvortil han svarede, at det var optaget lidt senere. Om det derfor er optaget før eller efter '95-albummet "(What's The Story) Morning Glory?" er stadig uvist.
Brian Cannon designede albumcoverne til "Definitely Maybe" (1994), "(What’s The Story) Morning Glory" (1995) og "Be Here Now" (1997).