Nyhed

Peter Belli annoncerer nyt album og en sidste tour med bandet

En af de virkelige pionerer i dansk rock er klar med et kommende album og en sidste turné i løbet af 2017

Siden 1960’erne har Peter Belli givet tusindvis af koncerter, indspillet mere end 40 albums og kørt et ukendt antal kilometer rundt i landet for at optræde for publikum. I en alder af 73 år har han nu besluttet sig for at skrue ned for tempoet. Men først efter endnu en stor tour rundt i Danmark – og et sidste album. 

Om den kommende turné med sit faste band "De Rejsende" udtaler Peter Belli følgende:

"Hele næste år har vi sat af til at køre Danmark tyndt, og derefter tænker jeg så at køre band-bussen i garage. Jeg har mere eller mindre stået stand by de sidste 50 år, altid klar til spille overalt, hvor de kaldte på mig. Men efter 2017 vil jeg kun spille udvalgte koncerter, hvor jeg føler, at sammenhængen er rigtig. Det er hårdt altid at skulle stå klar med et toptunet band, og derfor vil jeg nu sige farvel til den del af karrieren, med en sidste stor tur rundt til spillesteder og festivaler."


Peter Belli lægger dog vægt på, at han ikke stopper helt med musikken:

"Det tror jeg aldrig kommer til at ske. For mig er det ligeså naturligt at synge som at trække vejret – og begge dele holder jeg nødigt op med. Men altid at være klar til at rykke ud, eller skulle sætte mig op til at indspille fulde album, det siger jeg farvel til nu. Og gør det forhåbentlig med et rigtig godt album og nogle fantastiske koncerter med mit dejlige band. Hvad der så sker derefter, det kan kun tiden vise."

Belli udgav sin første single i 1964, hvor han med sit lange hår og en af scenens mest markante stemmer blev et af tidens største idoler. Stadig står poweren og den legendariske vokal stærkt, og med sit band De Rejsende i ryggen har Peter Belli de sidste par år været yderst nærværende på scenen.


GAFFAs Carsten Skov skrev i en koncertanmeldelse i 2014, at Peter Belli 

"...viste denne aften, hvordan det næsten naturstridigt er muligt stadig at stå som en livsbekræftende performer, der holder klassiske rock’n’roll-dyder i live. Ikke som en kustode, der skuer vemodigt og rutinepræget tilbage på fortidens bedrifter, men som en arketype på en kunstner, der befinder sig bedst på scenen i et vitalt og nutidigt samarbejde med unge musikere omkring sig." Læs hele anmeldelsen her.

Albummet sendes på gaden den 18. november 2016.


Herunder kan du lytte til nummeret "Ta' Mig Som Jeg Er" fra 1981:

 


 

ANNONCE