Den engelske kvartet gæster Danmark til februar 2017
De engelske alt-pop-kometer i The 1975 gæster Danmark i starten af 2017. Det sker, når kvartetten gæster Forum i Københvan torsdag den 23. februar.
Tilbage i april i år gav bandet koncert i Falconer Salen i København, hvor de høstede store roser og af GAFFAs anmelder Rasmus Heide fik tildelt fire stjerner med en understregning af, at "(…)The 1975 står fast og sætter ikke en finger forkert." Koncerten skulle have været afholdt i Store Vega, men blev rykket til Falconer Salen grundet den store efterspørgsel.
Du kan læse anmeldelsen af koncerten i Falconer Salen her.
I marts udgav bandet deres andet album "I Like It When You Sleep, for You Are So Beautiful Yet So Unaware of It", der indeholder hele 17 numre. Albummet strøg direkte ind som nummer et i England og viste, at The 1975 ikke nødvendigvis fastholder sig til én bestemt genre.
Kvartetten udtaler, at de ligesom i Falconer Salen fortsat vil arbejde stærkt med brugen af visuelle effekter, og sammensmeltningen af sceneshow og musik vil igen være i fokus. De udtrykker hermed, at publikum kan se frem til endnu et brag af en koncert fyldt med overraskelser. Derudover har bandet udtalt, at sætlisten på denne tur vil indeholde sange, de aldrig har spillet live tidligere.
Billetsalget til koncerten i Forum torsdag den 23. februar starter fredag den 23. september klokken 10.
I sommer, op til gruppens koncert på Tinderbox, gav sanger Matthew Healy et længere interview til GAFFA, og det interview kan du læse her.
I mellemtiden kan du høre, og se, The 1975’s hit "Somebody Else"





