Nyhed

Scorpions til Danmark

De tyske hardrock-veteraner besøger landet til efteråret

De tyske hardrock-veteraner Scorpions giver koncert i Royal Arena 29. november.

Scorpions blev dannet i Hannover i det daværende Vesttyskland i 1965 og blev en del af den første metal-bølge i 1970'erne med deres debutalbum, ”Lonesome Crow” fra 1972. Bandet fik arenastatus og international berømmelse med albummene ”Lovedrive” (1979), ”Virgin Killer” (1980) og ”Animal Magnetism” (1982). I 1980'erne og 90'erne opnåede Scorpions en række internationale hits som "Still Loving You" (1984), "Wind of Change" om jerntæppets fald og "Send Me a Angel", de sidstnævnte to fra albummet "Crazy World" fra 1990. Deres sang "Rock You Like a Hurricane" endte som nummer 18 på VH1s liste over de 100 største Hard Rock-sange.

Bandet har solgt mere end 100 millioner albums på verdensplan og modtaget flere hædersbevisninger, herunder en World Music Award, et frimærke i Brasilien og en stjerne på Hollywood Rock Walk. I februar 2015 udgav Scorpions deres 19. studiealbum, ”Return To Forever”, og samme år fejrede bandet deres 50 års jubilæum.


Scorpions gav senest dansk koncert i juni 2016, hvor de spillede på Copenhell. Her uddelte GAFFAs anmelder Keld Broksø de maksimale seks stjerner og skrev blandt andet:

"...det, der fejede benene væk under et helt Copenhell, var indpiskeren, Mikkey Dee (tidligere trommeslager i Motörhead, red.), som har spillet nok metal i sit liv til at forsyne et helt nedlagt skibsværft, som vi jo befandt os på, og få gang i højovnene igen.

Det betød, at hver eneste gang, der lå muligheder for narrestreger i musikken, hver eneste gang et råt rockriff sneg sig rundt om hjørnet i håb om at slippe fri, så blev det grebet i luften, forstærket og banket sammen, så Scorpions stod med en samuraisværds skarphed, som jeg ikke kan mindes, at dette stolte foretagende har optrådt og spillet med før." Læs hele anmeldelsen her.


Billetsalget begynder 21. april klokken 10.

Varm op med klassikeren "Wind of Change":


 

ANNONCE