Nyhed

Overblik: Her er årets bedst og værst anmeldte Smukfest-koncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Årets Smukfest er forbi efter en uge med musik i Skanderborg Dyrehave og hovednavne som Jamiroquai, Mark Ronson, Major Lazer, Ellie Goulding og Zara Larsson. Vi kigger her tilbage på de bedste og værste anmeldelser ifølge GAFFAs anmeldere. Ingen af koncerterne var dog til mindre end tre stjerner, så helt skidt var det ikke. Vi tager dem fra toppen.

 

De bedste:


Mark Ronson, Bøgescenerne, onsdag ******

"Alt i alt en gennemført positiv præstation fra engelske Mark Ronson. Startvanskelighederne skygger ingenlunde for det faktum, at Mark Ronson i nat ramte plet. Han vandt publikum med engagement, lyst og tilstedeværelse. Vil du invitere til fest, hvor alle kan være med og have det sjovt, så ring til Mark Ronson. Han ramte det brede publikumssegment, bedre end nogen anden dj har gjort det på Smukfest de senere år, hvorfor han skal have topkarakter." Læs hele Mads Jensens anmeldelse her.

Jamiroquai, Bøgescenerne, onsdag *****


"Livebandet består af hele 10 personer ud over Jay Kay: Guitar, bas, trommer, slagtøj, tre keyboardspillere og tre korsangerinder af soulmama-typen, og de har funken fra første takt i åbningsnummeret ”Shake it On” fra det nye album. En sang præget af en pumpende, hurtig keyboard/bas-figur, der sender tankerne tilbage til Donna Summers diskoklassiker ”I Feel Love” fra 1977. Jay Kays vokal er – om end den ligger smule for lavt i mikset – stort set usvækket, selvom han har fået grå stænk i skægget og er et par kilo tungere end på Smukfest 2006 (bare rolig, det er anmelderen også), og hans charmerende, akavede dansetrin sætter yderligere gang i festen." Læs hele Ole Rosenstand Svidts anmeldelse her.

Thomas Buttenschøn, P3-Teltet, lørdag *****

”Dårlig sex” med det direkte omkvæd ”Jeg håber, du får dårlig sex” bliver dedikeret til Lars Løkke og får gang i mere fællessang. Den helt stille ”Vidunderligt” om livets små, enkle glæder viser Buttenschøn fra sin mest følsomme side, hvilket også klæder ham. ”Smukkere end smuk” slutter med fællessang og både blæser- og bassolo en særdeles vellykket koncert med lutter stærke sange. Jeg håber, Buttenschøn kommer tilbage i radioen, på hitlisterne, og at han får god sex. Det sidste tror jeg nu heller ikke bliver noget problem. Læs hele Ole Rosenstand Svidts anmeldelse her.


Martin Jensen, Bøgescernene, lørdag *****

"Der er ikke det, der minder om tvivl om, at der, hvor festen med Martin Jensen som vært rammer sit højeste, er under dj-kometens egne sange. Med numre som ”All I Wanna Do”, ”Middle of the Night” (Feat. The Vamps) og den eksklusive premiere på den nye single ”Wait” får Martin Jensen bøgeskoven til at danse, synge, råbe og skrige." Læs hele Ole Rosenstand Svidts anmeldelse her.

 


De værste – eller mindst gode:

Kiesza, Bøgescenerne, torsdag ***

"Der er ingen tvivl om, at den lille sangerinde rummer en kæmpestor stemme, men tekniske problemer, et par genreskift, brugen af backtrack og et lettere malplaceret tidspunkt gav hendes bestemt ikke mulighed for at udfolde sit potentiale og sin store stemme ordentligt på Bøgescenerne." Læs hele Cæcilie Kallehaves anmeldelse her.


Clean Bandit, Bøgescernerne, torsdag ***

"Chatto og brødrene Patterson giver sig selv en stor udfordring ved livekoncerterne. De mange forskellige udtryksformer gør det samlede billede en tand for rodet, og udfordringen virker til tider for stor." Læs hele Laura Hansens anmeldelse her.

DJ Snake, Bøgescenerne, fredag ***


"Koncerten har med sikkerhed ramt hardcorefansene, lige hvor den skulle, men hvis man tager det generelle publikumssegment på Smukfest i betragtning, synes jeg ikke, at franskmanden formår at ramme bredt nok." Læs hele Mads Jensens anmeldelse her.

 

ANNONCE