Nyhed

Video: Turneáktuelle Blue Foundation svinger med baseballbat og giver sig selv en grundig barbering

Den danske dreampopduo kan opleves landet rundt i foråret

Snart tager den danske dreampopduo Blue Foundation på turné rundt omkring i landet som opfølgning på deres seneste og femte album, "Blood Moon" fra september 2016. For at varme op til touren har de udsendt en stemningsfuld musikvideo til titelnummeret. Du kan nedenfor se videoen, hvor duoens sanger Tobias Wilner giver sig selv en grundig barbering, mens det andet medlem, multiinstrumentalist Bo Rande bevæger sig rundt i et tigerkostume og svinger med et baseballbat.

GAFFAs anmelder Jens Dræby var begejstret for albummet "Blood Moon", som han tildelte fem stjerner og blandt andet følgende ord:

"Når man skal lave velpoleret, selvhøjtidelig, elektronisk pop-musik, så har man bare at gøre det ordentligt. Gudskelov for Blue Foundation. Tobias Wilner og Bo Rande er blevet en slags Massive Attack på det nye album i den måde, de holder fast i alle trådene og alligevel får fornemt besøg fra stemmer, der gør sig godt i mørket." Læs hele anmeldelsen her.


Blue Foundation kan opleves live følgende steder i foråret:

Torsdag 6/4: Godset, Kolding
Fredag 7/4: Fermaten, Herning
Lørdag 8/4: DR Koncerhuset, Studie 2
Onsdag 12/4: Tobakken, Esbjerg
Torsdag 13/4: VoxHall, Aarhus
Fredag 14/4: Posten, Odense


 

ANNONCE