Også en tidligere The Voice-vinder er med i årets felt
Danmarks Radio har netop offentliggjort solisterne til årets Melodi Grand Prix. Heriblandt finder vi to tidligere X Factor-vindere, nemlig Thomas Ring, som løb med sejren i 2010, og Anthony, der var halvdelen af duoen Anthony Jasmin, som vandt i 2014, men gik i opløsning kort efter.
Derudover møder vi også Sada Vidoo, som deltog i de indledende runder af det engelske X Factor i 2016 og fik en del omtale på sit bevidst dukke-lignende udseende.
En fjerde deltager, Anja Nissen, vandt talentshowet The Voice i Australien i 2014 og blev sidste år nummer to i Melodi Grand Prix med sangen "Never Alone".
Det er ikke første gang, tidligere X Factor-deltagere medvirker i Melodi Grand Prix. I 2014 vandt Basim, der nåede til kvartfinalen i den første danske X Factor-sæson i 2008, med "Cliché Love Song".
DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme er begejstret for årets felt:
"Med de ti sange, der skal dyste i år, har vi en vifte af kompositioner og solister, der i højere grad end nogensinde før har internationalt format. Dén sang, der går videre til Det internationale Melodi Grand Prix, kommer til at klare sig rigtig godt – det er jeg ganske sikker på," siger han til dr.dk.
Sidste år gik den danske vinder, Lighthouse X og "Soldiers of Love" ikke videre fra semifinalen ved det internationale Eurovision i Stockholm. Gruppen gik senere samme år i opløsning.
Dansk Melodi Grand Prix bliver afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning den 25. februar. Værter er Annette Heick og Johannes Nymark.
Det internationale Eurovision Song Contest bliver afholdt i Kiev, Ukraine med finale 13. maj.
Den samlede liste over deltagere ser ud som følger:
Melodi nummer 1: 'One'
Solist: Ida Una
Tekst og musik: Peter Bjørnskov og Lene DissingMelodi nummer 2: 'Vesterbro'
Solist: Thomas Ring
Tekst og musik: Thomas RingMelodi nummer 3: 'Color My World'
Solist: Rikke Skytte
Tekst og musik: Mads Løkkegaard, Joël Pagiël MacDonald, Mohamed Alitou og Laura KloosMelodi nummer 4: 'Where I Am'
Solist: Anja
Tekst og musik: Anja Nissen, Angel Tupai og Michael D’ArcyMelodi nummer 5: 'Big Little Lies'
Solist: Calling Mercury
Tekst og musik: Thomas Sardorf, Rune Braager og Martin Luke BrownMelodi nummer 6: 'Smoke In My Eyes'
Solist: Anthony
Tekst og musik: Kim Nowak-Zorde, Kasper Larsen, Hans Petersen, Ollie Marland og Phil PlestedMelodi nummer 7: 'Warriors'
Solist: René Machon
Tekst og musik: Astrid Cordes, Alexander Grandjean, Hans Petersen og Lars AndersenMelodi nummer 8: 'Northern Lights'
Solist: Sada Vidoo
Tekst og musik: Christoffer Lauridsen, Andreas Öhrn og Alessandra GünthardtMelodi nummer 9: 'Hurricane'
Solist: Jeanette Bonde
Tekst og musik: Jeanette Bonde, Alexander Grandjean, Jeppe Pilgaard Ulrichsen og Nermin HarambasicMelodi nummer 10: 'A.S.A.P.'
Solist: Johanna Beijbom
Tekst og musik: Peter Wallevik, Daniel Heløy Davidsen, Patrick Devine, Dimitri Stassos og Freja Jonsson Blomberg