Festivalen præsenterer engelske og danske kunstnere
NorthSide har netop offentliggjort fem nye navne til årets festival, nemlig engelske The Prodigy og Richard Ashcroft og danske Peter Sommer & Tiggerne, When Saints Go Machine og Agnes Obel.
The Prodigy kunne allerede sidste år fejre 25 års jubilæum for udgivelsen af debutsinglen ”Charly”, der gik nummer tre på den engelske hitliste. Det globale mainstream-gennembrud kom dog først i 1997 med albummet ”The Fat of the Land”, der indeholdt singler som "Firestarter", "Breathe" og "Smack My Bitch Up". Albummet solgte millioner af eksemplarer på verdensplan og gjorde The Prodigy til et af verdens største elektroniske navne med deres både iørefaldende og hårdtpumpede musik.
Også live har The Prodigy imponeret med deres såvel aggressive, dansevenlige som visuelt gennemførte koncerter med den maniske Keith Flint i front og den musikalske bagmand Liam Howlett bag maskinerne. Da gruppen gav deres hidtil seneste danske koncert, i Tap1 i København i 2015, uddelte GAFFAs anmelder Per Bloch fire stjerner og skrev blandt andet: "Når Prodigy-maskineriet spiller bedst, er det en fysisk og sanselig oplevelse. I "Voodoo People" greb bassen os så håndfast, at man følte sin strube snøret sammen. Når bandets største hits blev eksekveret, lod publikums puls til at blive synkroniseret til én ekstase." Læs hele anmeldelsen her.
The Prodigy spiller sent lørdag aften den 10. juni på NorthSide 2017
Efter at have udgivet tre plader med bandet The Verve – og hittet massivt med den britpoppede treer "Urban Hymns" fra 1997 – gik Richard Ashcroft i slutningen af 90’erne solo og udsendte albummet ”Alone with Everybody” i 2000. Den markante stemme bag 1997-hits som ”Bitter Sweet Symphony”, ”The Drugs Don’t Work” og ”Lucky Man” hittede øjeblikkeligt med ”A Song for the Lovers”, der var med til at give solodebutalbummet en platinplade i hjemlandet. Siden er fulgt yderligere fire soloalbum, senest "These People" i 2016, og et enkelt genforeningsalbum med The Verve i 2008. De senere soloplader med Richard Ashcroft har mest hittet i hjemlandet, men hvem ved, måske vil det ændre sig, når han på NorthSide giver sin første koncert i Danmark i 17 år – han spillede senest i Den Grå Hal i 2000.
Richard Ashcroft spiller lørdag 10. juni på NorthSide 2017
Peter Sommer & Tiggerne har netop givet anmelderroste koncerter i København og Aarhus, hvor bandet fremførte alle sangene fra det prisvindende hovedværk “Til rotterne, til kragerne, til hundene” fra 2008, men Sommer har også lige udsendt singlen "Skønne spildte kræfter", så han lover både gammelt og nyt på NorthSide, hvor han og Tiggerne spiller fredag.
When Saints Go Machine vender i år tilbage efter flere års pause fra de danske scener, og formodentlig sker det med nyt materiale fra det kommende fjerde album fra gruppen, det første siden "Infinity Pool" fra 2013. Bandet spiller på NorthSide lørdag.
Søndag byder på første NorthSide-koncert fra Agnes Obel, der i forbindelse med udgivelsen af sit tredje og seneste album, ”Citizen of Glass” fra oktober 2016, har været et så efterspurgt navn i udlandet, at hun kun har haft tid til at give en enkelt koncert herhjemme, i Falconer Salen i november 2016. Nu kommer hun så til Jylland.
Der har længe været udsolgt af endagsbilletter med til fredag og søndag, og med dagens tilføjelse af tre navne til lørdagens program forventer NorthSide, at de sidste endagsbilletter vil være væk inden længe. Det samme gælder med NorthSides ord for partoutbilletterne, der fortsat ryger i et "historisk højt tempo".
Følgende navne er blevet offentliggjort til NorthSide 2017: Radiohead, Frank Ocean, The Prodigy, Richard Ashcroft, Run The Jewels, Bastille, The 1975, Primus, The Kills, Thomas Helmig, Mø, Veronica Maggio, Mando Diao, Peter Sommer & Tiggerne, Phlake, When Saints Go Machine, Agnes Obel, Liss, Bisse og Off Bloom.
NorthSide 2017 afvikles i dagene 9. – 11. juni i Ådalen ved Aarhus.