x
The Prodigy : Tap1, København

The Prodigy , Tap1, København

The Prodigy : Tap1, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Stemningen i salen var løssluppen og street i ventetiden op til klokken 21. Vagterne foran scenen hilste på de forreste publikummer, kastede håndtegn og satte en stemning langt fra det hårdtpumpede og bidske univers, der blev sluppet løs klokken 21.07.

Publikum var en broget flok. Guy Fawkes var mødt op, en miss fra 60'erne, øjenbrynspiercede gæster fra 90'erne, fædre og fans, de sortklædte og dem med tatoveringer fra hovednavnets univers: albumcovere, myrer og silhouetter af Keith Flint, Maxim og Liam Howlett. Med andre ord: ingen fællesnævner, diverse ophav.

Jeg havde glædet mig til at genopleve The Prodigy – sidst jeg så dem var fra periferien af Orange Scenes menneskehav i 2010. Jeg troede, at jeg var på vej hjem, men blev suget ind af festmaskineriet og blev hængende som en satellit omkring Canopy-scenen. Denne aften stod jeg næsten forrest i TAP1, sammen med min medlytterinde, der var lige så fascineret af menneskemyrerne og sensorikken som af stammens soundtrack.

Bygningen og opstilling signalerede halbal med ølboder og shots i rør. Musikken skulle komme til at stroboskopsignalere en musikalsk massakre leveret af vidunderpræsterne inden for bas og beats. Keith Flint virkede rastløs og tung. Hans bevægelser var mekaniske og forcerede. Helt anderledes end hans sidestykke og organiske kontrast, Maxim, der som den dyriske leder var levendegørelsen af en karakter fra et Tekken-computerspil, hvis særlige feature er blikket, som kan enten forstene eller dræbe. 

Først i "Firestarter" trådte Flint i karakter som den udmærkede og snerrende vokalist han kan være, hvis han ellers fokuserer sin energi. Bedst var de to mikrofonholdere, når de forenede sig i unison rap – demagogisk og dragende. Næsten lige så godt var det, når de indspillede kvindevokaler brød det maskuline output: den messende "The Day Is My Enemy" og det orientalske kor i "Smack My Bitch Up". Sidstnævnte fulgte op på en kort teaser af "Diesel Power" fra gruppens krabbeklædte album "The Fat of The Land". Det nummers beat kunne jeg personligt lytte til en hel koncert, hvis det skulle være, men det fik jeg ikke lov til, hvilket kun bliver tilgivet, fordi "Smack My Bitch Up", til trods for sine mange år på bagen, blev leveret med friskhed og uovertruffen pondus.

Når Prodigy-maskineriet spiller bedst, er det en fysisk og sanselig oplevelse. I "Voodoo People" greb bassen os så håndfast, at man følte sin strube snøret sammen. Når bandets største hits blev eksekveret, lod publikums puls til at blive synkroniseret til én ekstase. 

Anden halvleg druknede lidt i manglende fokus og vandpjaskerier medlemmerne imellem. "Run With the Wolves", "Invaders Must Die" og "Medicine" blev leveret så automatiseret og monotont, at bandet lignede et karakterløst coverband uden mål eller midler: Rejsende i støj og parodi og med en guitarist i løntilskud, der var mere optaget af den roterende lampe ved sin side og af at lege vandforsyning for publikum, end af at fastholde det der indledningsvis havde henrykket: techno-big beat spillet live!

Festen sluttede dog med en så voldsom udladning, "Take Me to the Hospital", at et dirrende bassmil sad fast i kinderne hele vejen ud i den efterårstunge aften. En time og tyve minutter på myrens fodsti – i elektrochok og technotrance, med dyrenes vidundere bag de organiske knapper.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA