Nyhed

Mark Lanegan Band indtager Amager Bio

x

Mark Lanegan er kendt for at være en af de mest produktive musikere i rockverdenen, hvor han ud over en imponerende solokarriere også slår sine folder i bands som Screaming Trees, The Gutter Twins og ikke mindst Queens Of The Stone Age. Nu gæster den 52-årige rockmusiker Amager Bio den 19. november med sit imponerende bagkatalog - her iblandt sit nyeste udspil.
 
I april udgav Mark Lanegan sit 10. soloalbum - ”Gargoyle” - og det kvitterede vores anmelder med fem stjerner. I anmeldelsen lød det blandt andet:

"Rockens dybe croon forfører atter på majestætisk vis og tillægger sit udtryk en dybde, der allerede nu kvalificerer "Gargoyle" som et af årets bedste album."

Ud over de ti soloalbum med Mark Lanegan Band, har den Washington-fødte sanger udgivet albummet ”Black Pudding” med den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood, tre album med den skotske singer/songwriter og cellist Isobel Campbell, og samarbejdet med så forskellige kunstnere som Moby og indierockgruppen Warpaint. Og det er selvfølgelig ud over hans tilstedeværelse hos Screaming Trees fra 1985 til 2000, Queens Of The Stone Age i årene 2001-2005 og samarbejdet med Afghan Whigs-frontmanden Greg Dulli i The Gutter Twins fra 2003-2009.
 
Som opvarmning i Amager Bio har Mark Lanegan taget den tidligere The Icarus Line-sanger Joe Cardamone, samt den svenske singer/songwriter og cellist Christine Owman, med sig.


Billetsalget starter fredag den 30. juni klokken 10.00.

ANNONCE