Nyhed

NorthSide bliver ikke berørt af Frank Oceans amerikanske aflysninger

Mange frygter formentlig, at Frank Ocean melder afbud til NorthSide efter hele to aflysninger på en måned, men den uheldige stime ser heldigvis ikke ud til at fortsætte

Efter hele to aflysninger på under en måned kunne man godt frygte, at en aflysning til NorthSide ville være den næste i rækken. Frank Ocean har nemlig meldt afbud til både Sasquatch! i Washington den 26. maj og senest Hangout Festival i Alabama den 19. maj. Begge koncerter bliver aflyst med den begrundelse, at der er forsinkelser i produktionen, hvilket er ude af Frank Oceans egne hænder.

Det danske publikum kan dog ånde lettet op, da den seneste, officielle udmelding fra NorthSide lyder noget mere positiv:

”Vi er blevet orienteret af Frank Oceans agent, at det kun er de nu aflyste shows som er berørt, og at det ikke kommer til at vedrøre vores show på NorthSide. Vi er i daglig kontakt med Frank Oceans production manager, og vi er i fuld gang med forberedelserne til et show, som tegner til at blive meget spektakulært.”


Det spektakulære show skulle altså gerne være til at opleve i Ådalen den 9.-11. juni, hvis du altså har sikret dig billet til festivalen. I så fald vil der være rig mulighed for at opleve alt godt fra både ”channel Orange” og ”Blonde” – og måske også noget helt nyt.

Imens vi venter på, at Frank Ocean slår vejen forbi Danmark, kan du lytte til et af de første numre, som vi hørte fra rapperen tilbage i 2011:

 


 

ANNONCE