Arkivfoto af Artillery

Fredag og lørdag bliver der for femte gang holdt Nordic Noise Festival med fokus på hardrock, igen i år i Remisen på Østerbro. Her følger anmeldelser af fredagens program.

Junkyard Drive – 4/5 stjerner

Velkommen til lastens hule! Der findes vel ikke et mere oplagt band for tiden end Junkyard Drive til at kickstarte to dages hegn, horn og humle.

Purunge, purlækre og purfrække var beskrivelsen af Junkyard Drive lige før de gik på scenen. Vi var særdeles glade for deres debut fra sidste år, “Sin & Tonic” som på bedste corny, ørefængende og vanvittigt musikalske vis mejslede Sun Strip- rockens genopstandelse og berettigelse ind i granit. Numre som “Take it All”, “Bad” og “Natural High” og deres take på folkesangen “Geordie” må være standard item på en event som denne, og i dag, det tidlige tidspunkt på trods, var et oplagt udsnit af hardrockens bærme vågnet op for at nyde godt af aftenens startband.

Kickstart my gig!

Efter en panfløjte-filmintro, jeg ikke kan huske navnet på i skrivende stund (charmen ved live), fik den én over nakken med det samme. Fræsende D-A-D/Skid Row style; hooklines, stramme breaks og fængende riffs. “Så skal vi have hænderne i vejret!”, skråler Kris, og trods sparsomt fremmøde (kl. er kun 16:00) skaber bandet feststemning at once. Igen, vi har tidligere udtrykt begejstring for “Drama Queen”, og med den helt korrekte blanding af Mötley Crue og Aerosmith vader Junkyard Drive med det nummer rundt i alt det fedeste  Sun Strip sleeze, som den kan trække. Der kommer flere publikum til under koncerten, og gruppens “hashblues” “Natural High” leveres ovenikøbet lidt tungere og mere rough end albummet, thanks. Og hold op nogle gode breaks og laaaange modige pauser! De er brandvarme med det samme og røvhamrende kæphøje, er de. Og der er urealistisk god lyd i remisen.

Vince Neil, go home!

Faktisk fører Junkyard Drive sig frem som main act, og man tænker, at deres US trip sidste år har givet lidt ekstra rygrad attitude og stærk front-performance, Vince Neil, go home!

Jeg har kun en anke, og det er nummeret “B.A.D”, som har lidt for meget “Sweet Cherry Pie” (Warrant) over sig – og at det indledes med “åhåh åh åhåh” sing-a-long-alsang er i mine øjne lidt for tidligt… vi er for ædru.

Op fra slap

Til sidst – alt for hurtigt – kommer selvfølgelig deres megahit, deres version af folkesangen “Geordie”. Svært intimt nummer at få igennem så tidligt, men er du gal, hvor de leverer ekstra punch til at fylde hallen ud og gode stemningsskift. Undertegnede fik lidt kuldegysninger, da de sang sidste vers med Gasolin’s danske tekst fra ”Langebro”. Godt set, uha, a tough act to follow. Op fra slap? De tror jeg nok!

Meridian – 3,5/5 stjerner

Med en tung, tung røvballerytme startede Meridian anden koncert op på Nordic Noise Festival. Alle i bandet var langhårede, undtaget forsangeren Lars Märker som havde modeklip, men MASSER af heavy attitude.

Det er fedt med heavy, som bare lyder, som det lød dengang det startede, og Meridians numre blev heller ikke mere old school end dette.

Meridian fik fyret masser af klassiske soloer af, der rev i ørene, og de blev varmere og varmere, og man kunne mærke, at musikken virkelig tog fat i undergrunden, for gulvet gyngede i takt med røvballerytmerne. Det var en smule utight og lidt skrabet i lydbilledet, men det passede faktisk rigtig godt til stilen.

I løbet af sættet fik vi bl.a. ”Bricks To The Wall” og “City Of Holy War”, som havde ganske mange gode heavyudtryk, som sad lige i kassen. Ja, i det hele taget en ganske underholdende koncert

Statement – 3.5/5 Stjerner

Statement har efter sigende fået tommelen op fra en af Nordic Noises absolutte stjerner, Michael Denner, og i aften viste de, at det er særdeles berettiget. 

Når STATEMENTs sound og inspirationskilder beskrives rundt omkring, så støder man på referencer som ekstrem metal (som mange af medlemmerne har spillet i en mange år), Scorpions, Black Sabbath, og Metallica og Volbeat. Man kommer dog i den grad heller ikke uden om punkrock, moderne metal og nu metal.

Faktisk er der ikke noget ekstrem metal i lydbilledet, snarere tværtimod, og trods sammenligninger med old-school metal og hardrock bands, er det nok den moderne amerikansk truckermetal, som slår mest igennem i deres sangstrukturer, og med melodilinjer, som flugter fint med Volbeats ditto er hitskabelonen på plads.

Fed performance

Hvad enten man synes at ovennævnte er vrøvl eller ej, så må man i hvert fald i dag konstatere, at gruppens punch og dynamiske forståelse for tunge riff, piskende trommer og bløde formled fra start er overlegent eksekveret. Bunden er klart Metallica, og frontmand Jannick Brochdorf veksler mellem Hetfield-fraseringerne og Michael Poulsens poppelade, og det gør han på sin egen måde. Når nu hans vokal ikke har den reneste klang, så er det fedt, at hans udtryk er fyldt med vrede og bad ass-attitude. Performancemæssigt er hele bandet opsat på at alle i hallen retter blikket mod scenen. Alle syder af energi og kører den ind med klassiske rock’n’roll-attitude.

Tredje nummer “Keep Tou Alive” (“Monsters”2014) er vildt fedt og proppet med ideer og elementer der, som perler på en snor, skaber en følelse af, at denne rutsjebanetur bliver ved med at overraske.

Jannicks entusiasme 

Det mere Americana-hard rock-agtige nummer “Heaven Will Burn” virker  dog lige så godt. Godt paint-by-numbers skruet sammen, og Volbeats og hr. Poulsens refræn-visemetal-format leveres her bedre end førnævnte metalcrooner. Sjovt som verset minder om Chriss Isaaks “Wicked Game” – stemt i sort.

“Need to Know” taber noget af den power og stramhed, som STATEMENT ellers har disket op med. Der er nok for meget clean vocal i det nummer til, at Jannicks største forcer kan komme til udtryk her.

Sidste nummer “Dropzone” bærer præg af, at lydbilledet i løbet af koncerten er blevet mere og mere mudret, og Jannicks stemme er en anelse slidt. Men hans entusiasme fejlet intet, hvorfor han da også får publikum til at filme øjeblikket med det formål at slå det op på Facebook i kassevis.

Personligt hælder jeg mest til de mere klassiske metalelementer i deres numre, men de formår overbevisende og energisk at inkorporere hver niche i deres musik, og Jannick kommer i mål med sin ægthed og uslebne brøleabe-manerer.

Jannick er bedst når han er oppe i det røde felt, og det var han heldigvis tit her til aften.

Headless – 3.5/5 stjerner

Det svenske/italienske band Headless havde god energi og masser af musikalitet, som var ganske underholdende i sit hele.

Headless lagde ud med et iørefaldende og simpelt nummer i hard rock-heavystil. Der var slæbende rytmer, som pludselig fik et skub i hastighed … og så tilbage igen. Bassisten Domenico Di Girolamo havde nogle fede figurer og swingede eminent.

Meget solidt spil, ekstremt fasttømret enhed og meget professionen attitude med indøvet performance. Der er ikke meget moderne metal her. Frontmand Göran Edmans gennemrutinerede facon grænser dog lidt for meget til det nonchalante. Men bandet er ikke hvem som helst, for Fates Warning-guitarist Jim Maheos medvirkede på singlen “Frame” fra det seneste album.

Der var spilleglæde så det battede, og det havde en god effekt på publikum. Trommeslageren Enrico Cianciusi var megatight, og der var næsten perfekt lyd på trommerne. Der var mange breaks i musikken, hvor en enkel guitar lige understregede riffet, hvorefter de andre fulgte efter med tordnende lyd.

Der var også tid til stille numre, og banden viste, at de kunne spille med masser af nuancer. Der blev sluttet af med et brag, med en lang og vild guitarsolo før afslutningen af sidste nummer.

The Amorettes – 3.5/5 stjerner

Fra Skotland fik publikum en hæsblæsende portion to-the-point hardrock leveret af Gill Montgomery, vokal/guitar, Heather McKay, bas/kor og Hannah McKay, trommer/kor.

Selveste Geoff Barton fra Classic Rock kaldte deres debut “Haulin’ Ass” for “Three minute stun gun bursts full of humour and hellion fury.”

Den skotske trio er særdeles aktive, ud over at have lavet tre album og to ep’er turnerer de flittigt og har også en del festivaler linet op i år, ikke mindst Nordic Noise.

Power fra start

Og der er godt knald på fra starten, da Hannah McKay med en trommesolo sætter åbningsnummeret i gang. I et hæsblæsende tempo får de hurtigt sat ild til publikum, som efter et splitsekund står tætpakket foran trioen.

Sikre breaks med hængende riffs og i det hele taget state of the hard-rock fra ende til anden.

Der er lidt knas med korets stemmer, men Gill Montgomery på sang og guitar skærer til gengæld også igennem og står bestemt ikke tilbage for Lita Ford eller Doro. Koret bliver tydeligere hen ad vejen.

En god hårdag

Igen, der er mange bands i dag, som skylder meget til hairspray bandsene, som tidligere var uglesete. I dag synes det at være en af de foretrukne epoker, når man som band skal gribe efter inspiration. Og AC/DC har bestemt heller ikke levet forgæves. Jeg tænker, at Angus med fordel kunne tjekke bandet ud, næste gang han drager på turne med sit derangerede aussie-cirkus og mangler et… band.

Trioen spiller på alle virkemidler og har alle attituder og gestikulationer på plads, såsom næver i vejret og call-response passager med trommebeat kørende. Og Gill har virkelig sans for stilrene lækre guitarsoloer, uden at det tager overhånd (en af fordelene ved, at guitaristen har sangtjansen). Og bassisten må utvivlsomt være faldet i Steve Harris’ bas som spæd og det er der altså kommer en potent og aggressiv bassist ud af. Til gengæld er der ikke så meget dybde og originalitet rent sangskrivningsmæssigt. Og det er jo det, det (også) handler om.

Lasses power appearance 

Lidt variation kommer, da Lasse Lucer fra en anden trio, danske Lucer, går på scenen som gæste-rockstar. Han brøler sig igennem sin gæstevisit som en Iggy Pop-trold op af en æske. Han brænder klart igennem med The Amorettes som tight backing band, og jeg synes godt, han måtte have stået der en sang mere.

Lidt for lang ekstratur

Gill får sagt “mange tak” på dansk og annonceret, at bandet om lidt står i merch, inden de skal drikke øl. Det vækker stor begejstring, og her i slutfasen har bandet fået folk med på råb og næver i vejret. Det kan måske være, at trioen har andre elementer at spille på som band end de andre bands til weekendens festival – elementer som formår at skabe en ret stor crowd – men det bliver efterhånden som en af de der dage i Tivoli, hvor man i rutsjebanen råber på ekstratur, får den, men må sande, at den bliver et par runder for lang.

Vega – 4/5 stjerner

Man skulle ikke have troet, at man skulle høre et band, som lyder som en hybrid af Iron Maiden, Saxon og U2, men briterne Vega får rent faktisk denne absurde klon til at lykkes.

Som aftenens første band med keyboard slog Vega an med pop-glam-metal-rock, hvor det nogle gange var svært at placere dem nogle steder rent stilistisk. De var meget sig selv i stil, men hist og her kunne man sætte de nævnte bandligheder på, og andre gange var det svært. Der var lidt Judas og Maiden i guitarriffsene og nogle gange lidt U2… og så var der Mike Tramp og lidt Duran Duran i vokalen, ja og forsangeren mindede også lidt om Simon Le Bon. Ud over det var de også meget sig selv.

Back to the eighties

Med firseragtigt backingkor på de lyse og venlige omkvæd var der fest på scenen, og også på gulvet. Og måske er det slet ikke så absurd. Det er virkelig in your face hit-rock, og trods ofte skingre korstemmer leveret de nogle klassiske 80’er-hooklines, som får en til at glædes og krumme tæer på samme tid. Nick Workman arbejdede stenhårdt og udviste den rette tilgang til et job, hvor de færreste kender bandet. Det gælder om at levere varen, hvilket alle i bandet gjorde, men i særklasse Nick.

“What a Hell” er et urimeligt corny Def Leppard spin-off, som næsten er mere Spinal Tap. Tænk at indlede nummeret med den frase, det er ufrivilligt komisk. High pitch-skrig var der også plads til, og det var sgu fint nok lavet og kom på de rigtige tidspunkter. Der var konstant spænding i feltet, og intensiteten og retningen i musikken var helt i top. I forhold til den lidt glatte melodiske musik var der faktisk nogle ret hidsige guitarsoloer, og man glædede sig til næste gang, der blev revet i strengene.

Workman var eminent showman

Nick Workman arbejdede hårdt for at få publikum med, og han gjorde dem også tjenester ved at få et kamera i hånden og filme, hvad der skete på scenen og fra scenen, hvorefter det begejstrede publikum fik sit kamera igen.

Workman gav den gas på scenen, og han havde publikum i sin hule hånd, og med toptunede musikere bag sig blev det alt i alt en ret fed og intens koncert, som udløser fire pæne stjerner.

Bullet – 3.5/5 stjerner

Der blev spillet højt, da svenske Bullet, med en væg af Marshall-forstærkere og en vinkelsliber i midten af scenen, gik i gang med deres kradsende spaderock.

Alt var old school, både at se på og høre på, og man vidste fra første beat, at det ikke var raketvidenskab, men bare en fed gang metalrock. I rygsækken havde Bullet AC/DC, Accept og Motörhead, og de swingede også på samme måde som disse. Lyden var ikke overvældende god, men den passede okay til den type musik, for det skal jo kradse lidt i ørene i denne stil.

A bullet in your head

Der var til tider nogle instrumentalpassager, hvor vores ører kunne hvile sig for Hell Hofers skærende vokal, og det var fint, for tit var han helt oppe på toner, man næsten ikke kunne forstille sig kunne blive højere og mere skingre.

Numrene blev startet op på forskellig vis med enten playback fra gruppens albums, eller også en gang live guitarhyl, som tændte op under nummeret. De skulle jo gøre et eller andet, for numrene mindede uhyggeligt meget om hinanden.

Bullet har taget metoden til sig, hvor man tænker højst tre akkorder, og så bare one, two, three, GO. Tja, man kan jo godt lave musik med få virkemidler, men i dette tilfælde var det måske ikke ligefrem gjort på AC/DC-niveau, og det blev lidt trættende i længden. Bullet havde også taget lidt fra AC/DC i forhold til lydniveauet, for det var nok det band, der spillede højst fredag aften. Puha.

Artillery – 4.5/5 stjerner

Artillery sluttede af fredag aften på førstedagen på Nordic Noise. Bandet har netop modtaget priser fra High Voltage Awards 2017 med bandæresprisen og med årets album “Penalty by Perception”. Deres live act her til aften vidnede også om et band, der har stor metalerfaring, og til hver en tid kan lukke og slukke en metalfest.

Som vi ved, skuffede Artillery absolut ikke med deres ”Penalty by Perception”, for alle numrene på skiven sidder lige i kassen, og de kan helt sikkert bruges til at køre ind i Artillerys sætlister i fremtiden. Med Michael Dahl på vokalen får vi også fede klangfulde skingre toner kastet i hovedet, og han er god til at komme ud over scenekanten med de æstetiske thrash-vokaltoner. Men aftenen gik mere ud på at spille noget af det helt gamle, og Artillery var nemlig kommet at fyre hele deres debutalbum “Fear of Tomorrow” fra 1985.  Første nummer var derfor Dahl, der vekslede mellem dybe og oktaverede toner, som gav en variation i forhold til originalen.

“The Almighty” blev vokalmæssigt lavet i en lidt moderne udgave, for originalen er har et lidt komisk omkvæd. Et nummer, der fik gulvet til at ryste var “Out of the Sky”, som bare var megaskarpt spillet.

Fed afslutning

”Live by the Scythe” fra det nye album “Penalty by Perception” fik vi også, og i forhold til versionen på skiven blev man i hvert fald ikke skuffet over liveversionen. Det var et sindssygt fedt livenummer.

Nummeret “Terrorsquad” fra albummet af samme titel er også en af de udødelige Artillery-sang, og den fik så hatten passede, mens der blev rullet heftigt med tammerne i bedste thrashstil.

Artillery beviste, at de til hver en tid kan hive thrashnumre op af godteposen, som kan få en hver thrasher til at juble.