Nyhed

Raye og WhoMadeWho til Musik i Lejet

Det britiske teenage-stjerneskud og en række danske navne tilføjes til festivalsprogrammet

Når Tisvildelejes årlige festival Musik i Lejet løbet af staben i juli, bliver det i selskab med et af Englands største spirende stjerner. Den 19-årige Raye, der lige nu hitter verden over med sange som ”By Your Side” og ”You Don’t Know Me”, er nyeste tilføjelse til musikprogrammet.

Blandt tilføjelserne er også danske WhoMadeWho (billedet). Med de indie-elektroniske københavnere anført af Tomas Høffding og Jeppe Kjellberg er festen garanteret i Lejet. Bandet er også på plakaten til årets NorthSide-festival, og drengenes seneste fuldlængdeudgivelse er det meget anmelderroste studiealbum ”Dreams” tilbage i 2014, det femte i rækken. GAFFA-anmelder Simon Nathanael kaldte begejstret albummet for ”en tidlig kandidat til årets plade” og kvitterede med fuldt hus i form af seks stjerner.

De sidste øvrige navne, der kommer på årets plakat i Tisvilde, er Lord Siva, Pede B & DJ Noize og Silvester. De tre danske artister bidrager med vidt forskellige genrer til festivalen – lige fra urban hiphop til jazzet indierock. 


Der er allerede tilføjet en række navne til Musik i Lejet, heriblandt P3 Guld-vinderen Karl William, rockbandet Mew, hiphop-trioen Suspekt med flere.

Varm op til sommerens festival med Rayes kæmpe hit ”By Your Side” lige her.


ANNONCE