Nyhed

Rod Stewart og flere nye navne fuldender programmet til Jelling Festival

Britiske Rod Stewart gæster Danmark sidste weekend i maj for at spille på Jelling Festival. Samtidig tilføjes også blandt andre Kaiser Chiefs og The Savage Rose til programmet, der nu er fuldendt.

Britiske Rod Stewart gæster Danmark sidste weekend i maj for at spille på Jelling Festival. Samtidig tilføjes også blandt andre Kaiser Chiefs og The Savage Rose til programmet, der nu er fuldendt. 

Jelling Festival har i dag offentliggjort de sidste navne til årets festival, og heriblandt er en gedigen overraskelse i form af rocklegenden Rod Stewart, der senest gæstede Danmark i februar, hvor han gav koncert i Royal Arena.

Briten oplevede i 60’erne og 70’erne stor succes med rockgrupperne The Jeff Beck Group og The Faces, der også talte den senere Rolling Stones-guitarist Ronnie Wood. Sideløbende med dette og helt op til i dag har Rod Stewart også haft en flot solokarriere, og der bliver mulighed for genhør med hits som “Maggie May” og “Da Ya Think I’m Sexy?” i Jelling til maj.


Rockikonet bliver dog ikke det eneste internationale navn på festivalplakaten, da også britiske Kaiser Chiefs og amerikanske Black Star Riders tilføjes. Derudover er der flere nye danske navne til festivalen, hvor blandt andre Mads Langer, Magtens Korridorer, Rasmus Walther og The Savage Rose tilføjes.

Med det fulde program ude er mere end 80 artister præsenteret og klar til at spille på Jelling Festival 2017, der foregår i dagene 24.-27. maj. 

Hør Rod Stewarts seneste single "Way Back Home" fra 2015 her:

ANNONCE