Nyhed

Flere popstjerner afsløret i Paradise Papers

GAFFA.dk – Alt om musik

Der dukker stadig nye og kendte ansigter op i forbindelse med afsløringerne i Paradise Papers. Nu viser det sig, at både Madonna, Shakira og Justin Timberlake er indblandet i de lækkede dokumenter.

Det skriver The Guardian, som er blandt de medier, der har haft tilgang til de over 13 millioner lækkede dokumenter om forskellige selskaber, politikere og kendisser, der flytter deres penge til såkaldte skattely-lande.

En af de kendisser, der tidligere denne uge blev afsløret, var U2's forsanger Bono, som har investeret i et selskab, som er registreret i det velkendte skattely Guernsey. Han udgav i går en offentlig udtalelse til BBC, hvor han hilser afsløringerne velkomne og ser frem til at få afdækket sagen.


LÆS OGSÅ: Bono svarer på afsløringer i Paradise Papers

I går kunne The Guardian også meddele, at flere popstjerner er indblandet i de lækkede dokumenter. De har ikke nødvendigvis gjort noget ulovligt, men til syvende og sidst er det et spørgsmål om moral – og derfor svært at lovgive om.

Madonna har tilbage i 1998 investeret i den medicinske virksomhed SafeGard Medical Ltd, som holder til i Bermuda og frem til opløsningen i 2013 producerede medicinsk udstyr. Det er ifølge The Guardian uvist, hvorfor popstjernen har investeret i selskabet. Hun er endnu ikke kommet med en udtalelse.


Justin Timberlake oprettede i 2015 et selskab i staten Delaware med næsten samme navn som hans pladeselskab Tennman Records. Selskabet blev oprettet med popstjernen som eneste ejer og hans revisor, Michael Dreyer, som leder. Ifølge The Guardian var formålet at ”engagere sig i køb af ejendom” i Bahamas. Fire måneder efter oprettelsen flyttede Justin Timberlake registreringen af selskabet til Bahamas.

Hvorfor Justin Timberlake var interesseret i at have et selskab til køb af ejendom i Bahamas er ifølge The Guardian fortsat uklart, og han er endnu ikke kommet med en udtalelse.

LÆS OGSÅ: Justin Timberlake headliner Super Bowl Halftime Show 2018


Shakira er for tiden bosat i Barcelona, men ifølge The Guardian opført som bosiddende i Bahamas. Herudover er hun den eneste aktionær i det maltesiske selskab Tournesol Ltd. med tre millioner euro i aktiekapital. Det er til dette selskab, at Shakira har flyttet store dele af sin musikalske indtjening. Ifølge The Guardian har Malta stået overfor en række beskyldninger om, at det fungerer som et skatteparadis.

”Tournesol Ltd. opfylder alle juridiske krav. Alle oplysninger til denne enhed er offentlige og transparente,” siger Shakiras advokat, oplyser The Guardian. Vedrørende hendes bopæl tilføjer advokaten, at Shakira som international artist har boet på en række forskellige steder igennem karrieren i fuld overensstemmelse med gældende jurisdiktioner.

LÆS OGSÅ: Jesper Binzer fortæller nyt om D-A-D


ANNONCE