Nyhed

Overraskede med mindekoncert for Bataclan-ofre

GAFFA.dk - Alt om musik

To medlemmer af det amerikanske rockband Eagles of Death Metal performede i går en overraskelseskoncert for at markere toårsdagen for terrorangrebet på koncertstedet Bataclan i Paris.

Terrorangrebene i Paris var en serie af eksplosioner og skudepisoder på flere lokaliteter i Paris, herunder på Bataclan. Netop denne aften spillede Eagles of Death Metal en udsolgt koncert for 1500 mennesker på spillestedet. En time inde i koncerten skulle de til at spille deres sang ”Kiss the Devil”, da en gruppe mørkklædte mænd med AKM geværer råbte ”Allahu Akbar" og begyndte at skyde ind i menneskemængden. Efter skyderierne blev 100 fans taget som gidsler, inden det lykkedes politiet at stoppe angrebet. Det samlede dødstal til koncerten endte på 89, mens over 200 personer blev såret.

LÆS OGSÅ: Se Eagles of Death Metals følelsesladede gensyn med Bataclan


I går vendte frontmanden Jesse Hughes og guitaristen Dave Catching tilbage til Paris for at mindes ofrene for den tragiske novemberweekend i 2015. Mindekoncerten fandt sted i det 11. arrondissement ved rådhuset. Foruden “I Love You All the Time” spillede de også Duran Duran-fortolkningen “Save a Prayer” – den sidste sang, de spillede, inden der blev åbnet ild for to år siden.

LÆS OGSÅ: Jesse Hughes undskylder: Jeg har ikke været mig selv

Ifølge musikmagasinet NME udtalte Hughes til koncerten: “Jeg er så glad for at se jer allesammen,” mens han gav hvide roser til publikum. “Den eneste grund til, at vi stadig står her, er fordi vi allesammen stadig elsker rock’n’roll.” Efterfølgende ærede Hughes bandets merchandisemanager, den afdøde Nick Alexander, over for de fremmødte journalister: “Vi kan ikke glemme de mennesker, som blev taget fra os, ligesom vores ven Nick Alexander og mange andre. Vi var vidne til, at mennesker ofrede deres eget liv for deres venner. Nu er det vores ansvar at lade alle vide, at den form for kærlighed eksisterer i denne verden.”


Lyt til “Save a Prayer” herunder.

Artiklen fortsætter under videoen. 


De seneste år har flere rædselsfulde episoder fundet sted under koncerter.

Den 22. maj i år var 14.200 fans ved at forlade Manchester Arena efter en Ariana Grande-koncert, da en terrorist detonerede sin bombevest, dræbte 22 mennesker og sårede 250. Det var dermed det mest dræbende angreb i England siden London-bombningerne i 2005, og en stor del af både døde og sårede var unge under 15 år.

LÆS OGSÅ: Sådan oplevede artisterne skuddramaet: "Vi er okay. Andre er ikke"


De seneste koncertgængere, der har været ofre for et angreb, var 1. oktober til countryfestivalen Route 91 Harvest, der blev afholdt på Mandalay Bay Resort Hotel and Casino i Las Vegas. Countrymusikeren Jason Aldean var ved at spille festivalens finalekoncert, da musikken blev afbrudt af skud fra et maskingevær. 58 døde, mens 546 blev såret. Gerningsmanden var den 64-årige lokale beboer Stephen Paddock.

ANNONCE