Nyhed

Arcade Fire censureret

GAFFA.dk - Alt om musik

Arcade Fires single ”Creature Comfort” har i Canada fået fjernet referencer til selvmord og selvskade.

”Assisted suicide / She dreams about dying all the time”

”Saying God, make me famous / If you can't just make it painless”


”Some girls hate themselves / Hide under the covers with sleeping pills and / Some girls cut themselves / Stand in the mirror and wait for the feedback”

Der er uden tvivl tunge emner på spil i Arcade Fires single ”Creature Comfort”, som udkom i juni i år. Det canadiske rockband er derfor blevet censureret i deres eget land, Canada. Det er bandets eget pladeselskab, der har ændret sangens tekst i den version, der bliver spillet på de canadiske radiostationer.

LÆS OGSÅ: ”Musikkollektivet fra Montreál sejrede” 


Selvmord, død, piller og snit

Ordene ”suicide”, ”dying”, ”pills” og ”cut” er ganske enkelt blevet klippet ud i den canadiske version. Det oplyses af det canadiske nyhedsmedie Global News. Deres indslag sætter fokus på selvmord og selvskade som temaer i popkulturen. Her kan du høre den censurerede version af ”Creature Comfort” der, ærligt talt, ikke er særligt elegant lavet.


I den forbindelse bringer Global News udtalelser fra to forskellige eksperter på psykologiområdet – og de er helt uenige. Én mener, at sange som ”Creature Comfort” kan virke ”triggering” på mennesker, der i forvejen har tendens til mental ustabilitet og selvmordstanker og altså udløse en selvskadende handling. En anden mener, at sangen netop kan give frihed til den type personer, så de ikke føler sig alene med deres følelser.

Global News-indslaget konkluderer, at der tilsyneladende ikke er nogen konsensus om, hvad popmusikken kan tillade sig i forhold til emner som selvskade og deslige.

Nyhedsmediet har desuden forsøgt at få en kommentar fra Arcade Fires management, endnu uden held.


I den officielle musikvideo til "Creature Comfort" er det bemærkelsesværdigt, hvor meget fokus der er på teksten, som flyder under og over billedet i løbet af hele sangen. Se den her:

”1-800-273-8255”


På Global News sammenlignes ”Creature Comfort” med sangen ”1-800-273-8255” af Logic ft. Alessia Cara & Khalid. Den udkom også i år og handler netop om at modstå selvmordsimpulser – men ingen ord er censureret ud i dén sammenhæng. Titlen er desuden meget kraftfuld: Det er nemlig nummeret på en ”suicide hotline”.

Selvom Arcade Fires single måske er ment som en skarptskåret samfundskritik, en italesættelse af en presset generation af unge mennesker og en gestus mod en nødvendig forandring, kan den tilsyneladende virke for stærk for canadiske ører. Måske fordi den ikke direkte siger, at selvmord er forkert.

For spørgsmålet er ikke, om musikken må sætte ord på dén slags emner, men om hvor grænsen går. Hvordan skal det italesættes? Er popkulturens indflydelse på unge for udokumenteret? Eller opstår problemet, fordi ingen helt ved, hvad mainstream musik egentlig kan tillade sig?


ANNONCE