Nyhed

Jessie Ware vender tilbage til Danmark

GAFFA.dk – Alt om musik

Den britiske sangerinde medbringer sin elektroniske soul til København, når hun i marts til næste år kommer forbi Store Vega.

Den 20. oktober er Jessica Ware aktuel med sit tredje studiealbum, Glasshouse. I den anledning giver hun en række koncerter hen over efteråret og næste forår, hvor Store Vega den 10. marts 2018 er et af dem. Billetsalget starter fredag den 13. oktober klokken 10.

LÆS OGSÅ: The Streets er tilbage


Jessica Lois Ware, som er sangerindens borgerlige navn, gæstede Store Vega for to år tilbage og scorede fem stjerner af GAFFAs anmelder. Koncerten blev omtalt som ”et af 2015s højdepunkter” og videre skriver anmelderen:

”Der var kemi mellem sanger og publikum, vokalen og formidlingen var til up and beyond, og numrene var lige så sprøde som på pladerne. Og så virker sangerinden bare som et af de mest oprigtige og sympatiske mennesker, man længe har set på en scene. Jessie, skal vi være venner?!”

LÆS OGSÅ: Sexistisk fan bortvises under show


Jessica Ware er blevet sammenlignet med store sangerinder som Whitney Houston, Sade, Beyoncé og Adele. Hun startede sin karriere med at være korsanger for den britiske singer-songwriter Jack Peñate, der også har haft Adele som korsanger. I 2012 debuterede hun som solosanger med albummet Devotion, der gav hende en nominering til den prestigefyldte Mercury-pris. Herefter fulgte hun op med albummet Tough Love i 2014, hvor hun samarbejdede med den prominente producer SBTRKT og sangskriverne Ed Sheeran og Miguel.

Nu er den 32-årige sangerinde altså klar med nyt album og en række koncerter. I mellemtiden kan du varme op med hendes nyeste single ”Selfish Love” fra det kommende tredjealbum Glasshouse.


ANNONCE