Nyhed

Lorde laver smuk fortolkning af Phil Collins

GAFFA.dk – Alt om musik

Den unge newzealandske sangskriver og sangerinde Lorde gæstede i morges BBC Radio 1’s radiosegment ”Live Lounge”, hvor hun fremførte et cover af Phil Collins’ klassiker ”In the Air Tonight”.

Ella Maria Lani Yelich-O’Connor, som er hendes borgerlige navn, har i lang tid haft et svagt punkt for Phil Collins. Som hun udtrykker det under sit besøg hos den amerikanske komiker Marc Marons podcast ”WTF”: ”Mine favorit-pop-mænd er dem, der lyder som en kombination af en kæreste og en far. Sådan er Phil.”

Hendes store kærlighed for Genesis-forsangeren kommer tydeligt til udtryk i hendes smukke og respektfulde cover af firserklassikeren ”In the Air Tonight”. Nummeret var Phil Collins’ debutsingle som soloartist og er et af hans største hits. Smag på Lordes cover herunder.


Lorde toppede Billboard tidligere i år, da hun udgav sit andet kritikerroste album Melodrama, der scorede fem stjerer af GAFFAs anmelder under titlen: ”Lorde er på en femstjernet dannelsesrejse”. Videre skriver anmelderen:


”Lorde adskiller sig fra den resterende popscene ved at være gennemmusikalsk – for eksempel skriver hun alle sine tekster selv (en mangelvare) og har produceret Melodrama med Funs Jack Antonoff. Lorde har en skarphed over sig – hun giver ikke en fuck, og hendes attitude er allestedsnærværende gennem hele pladen.”

ANNONCE