Når eks-kæresten vil have dig tilbage fordi du er blevet kendt
Fredag den 6. april udsender Skinz sin nye single ”Ubesvaret Opkald”. Efter at have spredt varme over de danske radioer og streaming-playlister de seneste måneder med hittet ”Malibu” er Skinz nu tilbage med en dugfrisk single.
”Ubesvaret Opkald” er en partystarter, der spreder glade vibes og en smittende selvtillid, og som minder én om, hvorfor man skal kigge fremad og aldrig gå tilbage til en ekskæreste. Særligt den slags, som finder interesse i én, bare fordi man klarer sig godt og er kommet videre siden forholdet:
”Fortiden kommer snart, banker på min dør
Kan ikke høre noget, jeg hygger mig
Ringer til min telefon,
Kan ikke høre noget, jeg hygger bare
Ubesvaret opkald fra min eks
Så mig i sit tv, så mig flexe, yeah
Ku’ ikke engang sende en SMS
Nu synger hun og kan alle mine tekster, yeah”
Se lyric-videoen til "Ubesvaret Opkald" her:
Skinz mestrer at blande elementer fra både pop- og urban-genren, og særligt sidstnævnte kommer til udtryk i den nye single, som i stilen kan minde om hans tidligere nummer ”Er Derude” fra 2016. Denne gang har den anerkendte danske producer, Hennedub, siddet bag pulten, hvilket sammen med Skinz’ konsistente lyrik-egenskaber skubber barren endnu højere op.
Det dynamiske hiphop-beat gør det svært ikke at nikke med, og når Skinz leverer rim på rim, er man ikke i tvivl om, at denne nye energiske single nok skal ramme klubberne her i foråret. Skinz og Hennedub har kendt hinanden helt tilbage fra MySpace-tiderne, hvor de fandt hinanden og begyndte at arbejde på et par projekter sammen. Siden da er der sket meget for dem hver især, og nu materialiseres deres venskab for alvor i ”Ubesvaret Opkald”.
Skinz har haft et fantastisk år med en platincertificering for kæmpehittet, ”Jeg Har En Pige”, guldcertificeringer for ”I Min Zone” og ”Er Derude”, vinder af Årets Nye Navn ved Zulu Awards, DMA-nominering, optræden i X-Factor og på Grøn, og ikke mindst en omfattende club-turné med omkring 100 shows rundt i hele landet.
Lyt til den nye single her: