Nyhed

Forsvundet duet med Mick Jagger og Carly Simon er fundet efter 46 år

GAFFA.dk - alt om musik

En dedikeret Rolling Stones samler ved navn Matt Lee har været grundigt igennem gemmerne og har nu gravet en forsvundet duet mellem Carly Simon og Mick Jagger frem.

En langsom kærlighedsballade, der angiveligt hedder "Fragile", blev optaget i 1972, da den amerikanske sangerinde Carly Simon og Rolling Stones' frontmand Mick Jagger hyggede sig omkring et klaver. Denne optagelse så aldrig dagens lys, da den har været forsvundet i adskillige årtier. Men nu er den endelig blevet støvet op af en fan. 

Efter sigende høres en syngende Jagger primært på optagelsen, mens Simon tilføjer harmonier ind over. 


Simon omtalte duetten i 2016, hvor hun i et interview med magasinet Rolling Stone bekræftede dens eksistens og meddelte, at den havde været forsvundet i adskillige årtier. Om duetten udtalte hun: "Vi spillede bare lidt frem og tilbage på klaveret i en times tid". I samme interview mindes Simon også en linje fra duetten: "Funny, funny, funny, funny, funny / How love can make you cry". 

1972 var også året, hvor Jagger uofficielt sang kor for Carly Simons hitnummer "You're So Vain". 

LÆS OGSÅ: Står Mick Jagger bag Englands VM-nederlag?


Samleren Matt Lee har ikke ville afsløre, hvordan han fandt frem til optagelsen, men siger, at han sendte en digital kopi til Rolling Stone Magazine, som lovede at give den videre til Carly Simon: "Jeg gør det ikke for pengene. Jeg er en samler. Mit eneste motiv for at sende den til Rolling Stone var, så Carly kunne få den" har Lee udtalt. 

I et interview med NME tilbage i foråret afslørede Mick Jagger, at han var i færd med at skrive nyt materiale til The Rolling Stones' netop overståede No Filter Tour. "Jeg tænker egentlig ikke meget på, hvad jeg allerede har skrevet. Jeg fortsætter faktisk bare med at pløje fremad", udtalte den engelske rocklegende.

LÆS OGSÅ: Så meget har The Rolling Stones tjent på deres seneste turné


Om dette rock'n'roll-artefakt vil blive offentliggjort for fans og få en officiel udgivelse vides endnu ikke. 

ANNONCE